Søg
Close this search box.

Nyheder

Kariyalur i Indien får ny leder

1d3o9469

Børnehjemmene Kariyalur og V. Sithur har det til fælles, at de hjælper børn i fattige dele af Sydindien. Indtil nu har leder Benjamin Sudhakar stået i spidsen for begge børnehjem, men nu er tiden kommet til, at Kariyalur får ny leder.

Af Iben Suhm

På Kariyalur, der ligger i en fattig bjergegn omkring syv timers kørsel sydvest for Chennai, bor 350 børn, hvoraf 79 får støtte af fadderskaber gennem Verdens Børn. Børnene, hvoraf mange har analfabetiske forældre, er nødsaget til at bo på børnehjemmet, idet Kariyalur ligger afsides med kun få og dårlige veje.

V. Sithur ligger som Kariyalur i det sydlige Indien, men er et mindre børnehjem, der er fuldstændig afhængigt af den økonomiske støtte fra Verdens Børn.

Gode ledere er af stor betydning for børnehjemmene

Lederens rolle består i den daglige styring af børnehjemmet. Hos Verdens Børn prioriterer vi højt, at lederne udviser engagement, er ansvarlige og har en klar vision for børnehjemmet og børnenes fremtid. Hanne Matthiesen, der er projektansvarlig for både Kariyalur og V. Sithur, nikker genkendende til, at en dygtig og engageret leder er altafgørende:

– Dygtige ledere skaber en vision for børnehjemmet. Og det betyder meget for børnenes udvikling. Lederen agerer ofte rollemodel for børnene, og derfor er engagement og dedikation særligt vigtige egenskaber hos lederen.

Benjamin Sudhakar fortsætter som leder af V. Sithur

Benjamin Sudhakar har mange års erfaring som leder og fortsætter sit arbejde på V. Sithur. Børnehjemmet er mindre end Kariyalur og adskiller sig især, fordi det er fuldstændig afhængigt af Verdens Børns økonomiske støtte.

– Han er en veludannet og dygtig leder, og det er godt for V. Sithur, at han fremover kan fokusere sit arbejde der, fortæller Hanne.

På V. Sithur, der har været støttet af Verdens Børn siden 1975, vil fokus fortsat være på at give børnene et solidt og trygt grundlag for videre udvikling og uddannelse. Skolegang vægtes højt, idet børnene kommer fra hjem, hvor der ikke er ressourcer til, at uddannelse og læring prioriteres.

Hverdagen på Kariyalur forbliver den samme

I begyndelsen af august startede D. Thangadurai som ny leder på Kariyalur. Han har, som Benjamin Sudhakar, erfaring med ledelse af børnehjem og vil således forsætte den tidligere leders gode arbejde.

– Selvom hver leder har egne visioner, vil lederskiftet ikke få nogen større betydning for hverdagen på Kariyalur, lyder det fra Hanne.

Det skyldes især, at den nye leder har en god kontakt med Mr. Patel, der under Benjamin Sudhakars ledelse har haft ansvar for en række administrative opgaver, og som vil fortsætte sit daglige arbejde på Kariyalur. Fokus på Kariyalur vil således fortsat være på at give børnene en bred almenviden samt et solidt fundament i livet.

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll to Top