Landevejene i Uganda vrimler med glade skolebørn

Af Tue Bo Hansen


Det ugandiske skolesystem har i årtier manglet struktur og finansielle midler.
Regeringen er dog begyndt at investere mere i skolesystemet for at sikre et højere uddannelsesniveau hos de nye generationer.


Det er også det indtryk jeg fik på min seneste besøgsrejse til dette østafrikanske land. Overalt i Uganda er der støvede grusveje, farvet af den afrikanske jord. Vejene er overraskende levende.

Ude på landet er der ikke mange biler, der er til gengæld mænd på motorcykler, som er på vej fra marken med den seneste høst af bananer, eller fangst af fisk. Desuden er kvinder og mænd på vej i marken eller til de små byer i nærområdet for at arbejde og ikke mindst børn på vej til skole.


De røde grusveje

Børn i skoleuniformer i alle aldre vrimler i de tidlige timer og igen hen på eftermiddagen på grusvejene. Med smil på læberne går og løber de til- eller fra skole.

Alt efter området og skolen de tilhører, er uniformerne i forskellige farver. Uniformerne på Kakundi Community School er laksefarvede med små hvide tern.

Men jeg ser mange andre skoleuniformer i området, og det er fantastisk at se og høre børnene; de råber som regel:»Hello, how are you!« eller»bye bye Mzungu (red. Betegnelse for et individ med europæisk afstemning)«  De er ivrige for at teste deres engelskkundskaber.


Ned ad de støvede veje, kører vi forbi mange skoler – også langt ude på landet. Der er store skilte, der fortæller, hvilken primary, secondary eller high school, der ligger der.

Bygningerne er typisk præget en af beskeden økonomi, og er derfor af varierende kvalitet.

De fleste er bygget med mursten og med klasseværelser med huller hvor vinduer og døre normalt sidder. Normalt er der 30-50 elever i en klasse med én lærer tilknyttet. Alle skolerne har i øvrigt en flittigt benyttet idrætsplads med hjemmelavede fodboldmål.


Stor familie

I Uganda, og især på ude på landet, får befolkningen stadig mange børn, og det er ikke unormalt med seks til otte søskende i en familie.

Det ligger naturligvis et stort pres på det offentlige skolesystem: på antallet af elever i klasserne og ikke mindst kvaliteten af den undervisning, som lærerne skal levere.

Det uofficielle tal er, at kun 50% af alle børn i Uganda får mulighed for at gå i grundskolen (red. Primary school), men det er uvist, hvor mange børn, der går i skole.


»Det er fantastisk at se og høre børnene; de råber som regel:’ Hello, how are you!’ eller ‘bye bye Mzungu’«


Derfor er private skoler, som dem Verdens Børn driver, ikke bare i Uganda, men også i Indien, Sri Lanka og Bulgarien, vigtige for det lokalsamfund, de er placeret i.

Børnene får mulighed for at løfte sig ud af en ellers noget usikker fremtid som bonde med et lille jordlod, og en kost primært bestående af Kasawa og Matoke ( Red. en energiholdig rodfrugt og grønne bananer).

Små jordlodder giver naturligvis et meget lille udbytte, og bananerne i området er ifølge flere lokale også plaget af sygdomme, som kan have stor påvirkning på høsten.


En fremtidig turistdestination

Børn, der kommer i skole får mulighed for at opnå basal viden omkring, hvordan de holder sig selv raske, hvad de skal spise, og hvordan kroppen fungerer.

De lærer at gebærde sig på engelsk, som er et af de officielle sprog, men ikke er lige udbredt i hele landet. Udover engelsk tales der 59 forskellige, lokale stammesprog, hvorfor kommunikationen i flere tilfælde godt kan være ret vanskelig.


Uganda er et frodigt land med en stor produktion af frugt, der bliver solgt langs grusvejene, der er naturparker, store madmarkeder med enorme mængder af kasawa, søde kartofler, majs, diverse frugter og andre lokale madvarer.

Der er utrolig smukt i landet – ud over muligheden for at se masser af dyr, kan man også tage på smukke vandreture ved udslukte vulkaner og se drypstenshuler og kratersøer.

Landet burde i en nærliggende fremtid blive en oplagt turistdestination. Gode engelskkundskaber vil derfor kunne give stabile og udmærket lønnede jobs inden for turistindustrien.


Vigtigt arbejde

Styret i Uganda har erkendt, at uddannelse er en nødvendighed for landets fremgang. Ved at prioritere uddannelse, er der en forhåbning om, at flere forældre vil se skolegang som en naturlig del af børnenes hverdag.


Det er selvfølgelig en udvikling, som kræver tid, men den sociale arv vil forhåbentlig slå positivt igennem. Forældre der har syv, eller ti års skolegang, vil gerne give deres børn de samme muligheder, som de selv har haft – gerne bedre.


Med andre ord. Det er ikke kun de sponsorerede børn, der nyder godt af støtten fra Danmark. Lokalsamfundene omkring de veldrevne skoler begynder at se mulighederne i uddannelse.

Pengene går direkte til børnenes skolegang og Verdens Børn er hele tiden med på sidelinjen for at sikre, at børnenes uddannelse gør dem klar til et moderne ugandisk samfund.


Redigeret af Ida Meesenburg

Leave your thought