Kakundi er en skole, der med hjertet tager socialt ansvar

Af Tue Bo Hansen


Siden 1992 har Verdens Børn været med til at støtte Kakundi Community School. Den lille landsbyskole befinder sig i det sydlige Uganda, ti km fra den nærmeste landsby Lwmagwa.


På vores seneste besøgsrejse til Kakundi Community School, var der specielt en lille dreng ved navn Rick, der gjorde sig bemærket.


Hvem er den lille dreng?

Rick gik stolt rundt i sin lille laksefarvede skoleuniform, men han var alt for lille til rigtigt at gå i skole – selv baby class var han åbenlyst for lille til. Både piger og drenge så ud til at tage sig af Rick, når han havde behov for det, og lærerne holdt lige øje med, at han fandt ind i spisesalen, når det var spisetid.


Vi spekulerede over, hvordan en dreng, som tydeligvis var for ung til at være elev, var kommet ind på skolen og tilsyneladende var blevet et vigtigt omdrejningspunkt for både børn og personale.

Kunne han eventuelt have mistet begge sine forældre til sygdom, eller kunne det være en af lærernes egne børn, der havde fået en plads på skolen?


Vi forhørte os hos Naome, der her været leder på skolen gennem 27 år, omkring Ricks baggrund for at være på skolen og forklaringen var en overraskende anden.


Naomes fortælling

For to år siden besluttede en talentfuld tidligere elev at forlade skolen i Senior 3 for at blive gift. Der gik ikke længe, før hun blev gravid og fødte en søn. Det var Rick. Hun måtte dog efter en tid erkende at hun ikke kunne nøjes med en tilværelse som hjemmegående mor og besluttede, at hun gerne ville færdiggøre sin skolegang, fortæller Naome.


Pigen kontaktede derfor Naome for at høre, om hun på nogen måde ville kunne hjælpe med lille Rick. Naome gør i forvejen et enormt stykke arbejde for at sikre, at lokalsamfundets børn får en uddannelse, og når der er en elev med stort initiativ og potentiale, så vil Naome strække sig langt.


Det blev efterfølgende diskuteret på skolen mellem ledelsen og lærerne og det endte med at Naome satte ét krav, og det var, at Rick, der på daværende tidspunkt var omkring halvandet år, skulle bo på pigernes sovesal – de skulle hjælpe hinanden med at tage sig af ham: Han skal i bad hver dag, der skal sørges for toiletbesøg og han skal naturligvis puttes i seng.


Fordelen ved, at Rick er på skolen og ikke hos anden familie er, at moren og ikke mindst Naome ved, at han har det godt.  Moren er begyndt i skole igen, hun er dog i Senior 2 nu, så hun kan indhente det forsømte.


Hjælpen er altid til at finde på Kakundi Community School

Rick, der for et halvt år siden har kunnet fejre sin anden fødselsdag, er en glad, stormilende og altid vinkende dreng, der er kendt af alle på skolen. Hjælpen er altid hurtig at finde, og der går ikke længe før en omsorgsfuld elev eller lærer hjælper ham, når han har behov for det. Når han selv kan vaske sin tallerken fra frokosten af, kan han begynde i Baby Class.


Vi glæder os til at følge hans udvikling og liv på Kakundi Community School.


Hvis lille Ricks fortælling har gjort indflydelse på dig, så hold dig endelig ikke tilbage med at kontakte Verdens Børn for at støtte ham. Rick har endnu ikke en sponsor.

– Det har desværre ikke været muligt tage et billede af Rick, hvorfor det ikke fremgår i artiklen.


Redigeret af Ida Meesenburg

Leave your thought