Nyheder

Klasselokalerne på Kakundi er under forvandling: ”Inspirerende omgivelser er vigtige for lysten til at lære”

Sådan så klasselokalerne ud i maj 2022, under det seneste tilsynsbesøg. Men snart vil lokalerne være som forvandlede.

Af Sara Vorre Rothstein, svr@verdensboern.dk

”Inspirerende omgivelser er vigtige for lysten til at lære”. Sådan sagde en af lærerne på Kakundi Community School, da vi i maj var på tilsynsbesøg på skolen, som ligger i det sydlige Uganda. Og det var tydeligt, at klasselokalerne trængte til en kærlig hånd for igen at danne ramme om inspirerende læring. Netop nu, er en renovering af klasselokalerne i gang, og det vækker glæde blandt børn og voksne.

”Vi er meget glade på Kakundi for tiden. Det er nemlig svært ikke at være glad, når vi hver dag kan se, at der sker fremskridt med klasselokalerne. Og særligt børnene glæder sig til, at de nye lokaler står klar,” siger Naome Nkalubo, som er skoleleder på Kakundi.

Cement, glade farver og elektricitet
Renoveringen indebærer blandt andet, at samtlige klasselokaler får lagt nyt cementgulv, malet farverige vægge og får nye opslagstavler, hvor børnene kan udstille deres skolearbejde. Derudover vil der blive installeret flere solceller på skolens tag, så elektriciteten rækker flere timer. Det betyder, at skolens ældste elever fremover kan forberede lektier i klasselokalerne, også efter solnedgang.

På dette billede ses elevernes arbejde i faget science. Snart vil nye opslagstavler blive sat op i alle klasser, så eleverne kan vise deres flotte arbejde frem.

Renoveringen forventes at tage omkring seks uger, da kun et klasseværelse renoveres ad gangen. På den måde kan børnene stadig modtage undervisning i de øvrige lokaler. Naome Nkalubo forventer, at alle klasselokalerne vil stå færdigrenoveret i midt september. Klar til at danne ramme om inspirerende læring – den læring, der skal sikre Kakundis børn og unge en lys fremtid.

I næste nyhedsbrev vil vi bringe billeder af de færdigrenoverede klasselokaler.

Billeder af renoveringsarbejdet:

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll til toppen