Søg
Close this search box.

Om os

Hvem er vi?

Verdens Børn er en uafhængig og humanitær organisation.

Vi er cirka 50 frivillige, der arbejder i vores fritid i hver vores fagfelter.

Vi arbejder for at hjælpe forældreløse, syge og handicappede børn samt børn fra fattige hjem til at få en uddannelse.

Hvordan blev vi til?

Oprindelig var Verdens Børn en del af organisationen Terres des Hommes, som hjalp børn uden for Danmark og formidlede adoptioner.

En kerne løsrev sig og dannede Verdens Børn i 1974 for at koncentrere sig om at støtte børn med fadderskaber i bl.a. Indien og Bangladesh.

Hvordan arbejder vi?

Sammen med lokale samarbejdspartnere hjælper vi ca. 2.400 børn på udviklings- og skoleprojekter i Indien, Sri Lanka, Cambodja, Kenya, Uganda og Bulgarien. Støtten kommer primært fra fadderskaber.

I Verdens Børn udføres alt arbejde af frivillige.

Vores historie

Vi er en hjælpeorganisation af frivillige, der i over 45 år har arbejdet for at give nogle af verdens udsatte børn en god opvækst og en bedre fremtid. Vores engelske navn er International Child Welfare Service.

Verdens Børn – eller International Børnehjælp, som vi hed i starten – var oprindelig en del af organisationen Terres des Hommes. I 1974 delte organisation sig op og Verdens Børn blev til, der nu havde fokus på fadderskaber.

De første udviklings- og skoleprojekter foregik i Sri Lanka samt i Indien og Bangladesh, hvor et af bestyrelsesmedlemmerne havde arbejdet. Uganda kom til i 1987, Kenya og Bulgarien i 1996. I 2016 afsluttede vi samarbejdet med projekterne i Bangladesh, men næsten alle fadderne accepterede i stedet at støtte børn i Indien. Senest er Cambodia kommet til i 2019.

Vi har desuden i kortere eller længere perioder været engageret mange andre steder – dog ikke altid i form af fadderskaber. Disse steder tæller blandt andet Pakistan, Nepal, Rumænien, Guatemala, Cameroun, Kina, Nordkorea, Chile og Rwanda. I Uganda har vi blandt andet støttet et landbrugsprojekt og flere skoler og børnehjem i perioden 2005-2019. Midlerne på godt 5 mio. kr. er kommet fra CISU midler (Civilsamfund i Udvikling).

Vi arbejder til stadighed med at øge synligheden omkring Verdens Børns projekter, så flere bliver opmærksomme på vores arbejde.  I de første mange år blev der hvervet faddere via annoncer (fortrinsvis i Søndagsavisen).  Tidligere har vi haft mange lokalafdelinger rundt omkring i landet. I dag har vi tre lokalafdelinger i Sønderborg, Svendborg og Aarhus. Over årene har vi etableret nye støtteformer. Blandt andet har vi åbnet for muligheden for at støtte et bestemt projekt med et fast beløb.

Supplerende støttemidler er gennem årene fremskaffet på mange forskellige måder –  og idéerne har været mange! I en del år blev der indsat et girokort i medlemsbladet, og artiklerne omtalte ofte dette eller hintede til de formål, man kunne støtte ved brug af girokortet. En anden idé var indsamling og salg af brugte frimærker. Et tredje bud var julebasaren i Svinninge nord for Holbæk.

De seneste 45 år har vi i Verdens Børn hjulpet over 14.000 udsatte børn til at få en god grundskoleuddannelse, sundhed og tryghed. Vores arbejde giver børnene redskaber og mulighed for at klare sig i livet – og flere af børnene har fået videre uddannelse. Vores resultater beror på vore mange dedikerede samarbejdspartnere og trofaste faddere, der troligt støtter Verdens Børns projekter. Verdens Børn baserer sig 100 pct. på frivillighed, og vores arbejde ville ikke være muligt uden de mange engagerede frivillige, der hver dag arbejder for at gøre en forskel og skabe en bedre fremtid for udsatte børn.

Hjælpen gives uanset køn, nationalitet, religion og politisk anskuelse.

Scroll to Top