Khelaghar

Børnehjemmet Khelaghar ligger i rolige, landlige og grønne områder ca. 35 km nord for storbyen Kolkata (Calcutta) i Vestbengalen, Indien.

Der bor ca. 100 piger på stedet i alderen 7-16 år. De går på hjemmets egen skole, som har klasser fra børnehaveklasse til 8. klasse. Skolen og boligfaciliteterne ligger i et parklignende område med træer, sø og små haver. Pigerne kommer fra byens slumområder, lokale landsbyer og stammer i Vestbengalens yderområder.

Ophold og skolegang er gratis for pigernes familier. Skolen følger statens syllabus, så pigerne kan fortsætte deres uddannelse efter 8. klasse. Khelaghar støtter også ca. 50 tidligere elever med videre studier

Projektet gør en forskel

Skolens historie

Khelaghar har udviklet sig til et hjem for piger i nød, men lægger stadig vægt på at være en del af lokalsamfundet. Kvinder i området og fra børnehjemmets stab tilbydes uddannelse indenfor kunsthåndværk. Børnehjemmet støtter lokalsamfundet med lægetjek, gratis morgenmad til fattige børn, hjælp til handicappede og større medicinske udgifter.

Livet på skolen
Alle dage starter med morgensang og gymnastik, efterfulgt af måltider, undervisning, lektier, pasning af området og fritidsaktiviteter. Onsdage og søndage er skolefri og fokuserer på musik og kreativitet. Udover obligatoriske fag fremelskes børnenes kunstneriske evner gennem debatter, drama, dans og karate. Børnehjemmet råder over ca. 5 hektarer jord, hvor børnene lærer om bæredygtigt jordbrug. Undervisningen foregår i klasseværelser uden vægge, enten i det fri eller i åbne pavilloner med udsigt til de grønne omgivelser. Faciliteter som køkken, bad og toilet er fine, med rindende vand fra egne boringer og solceller til lys og ventilation ved strømsvigt.

Årets gang er præget af rutiner og faste traditioner. Udflugter, besøg, temadage og festivaler, der tager udgangspunkt i årstiderne, hvor pigerne optræder med musik og dans. De to største festivaler er Træplantningsceremonien i juli/august og Forårsfestivalen i februar/marts. Tidligere elever kommer ofte på besøg under festivalerne. Hverdag og festivaler er bygget op med pigerne i centrum, med et ønske om at udvikle dem til aktive og værdsatte borgere og med et budskab om at bevare naturen og skabe økologisk balance.

Støttet af Verdens Børn siden 1976

Khelaghar blev grundlagt i 1972 af socialt engagerede mennesker ledet af Maitreyee Devi. Efter store sociale uroligheder i Bangladesh blev ca. 10 mio. civile tvunget i eksil. Børnehjemmet tilbød et hjem til børn, der var emigreret til Indien og havde mistet deres familie. Inspireret af filosoffen Tagore blev der skabt et sted med tæt kontakt til naturen, mild og kærlig opdragelse, tydelige rutiner og kreative aktiviteter. Verdens Børn har støttet projektet siden 1976. Det styres af en selvejende fond, fri for politiske eller religiøse interesser.

Projektansvarlig

Flemming Løfgren Wakabayashi

fl@verdensboern.dk

Adresse

Khelaghar, Dhalipara Road, Badu
Madhyamgram, 24 Parganas (N)
Kolkata – 700 128, West Bengal, India

Projektnummer: 1312

Børnene siger

Scroll to Top