Albella Boys Home

Albella boys home

Albella Boys Home er et utroligt velfungerende børnehjem ved foden af Himalaya. Mange af børnene er tibetanske flygtningebørn.

Albella Boys Home ligger i Kalimpong, Himalaya, i cirka 1300 meters højde. Man kommer dertil ved at flyve til Siliguri og derefter tage en 3-4 timers biltur op gennem bjergene.

Området er smukt og frodigt, men ofte præget af jordskred på grund af kraftig regn, hvilket kan lukke vejen flere gange om året. Kalimpong ligger på stejle bjergskråninger, og monsunregnen kan skabe store problemer i byen og for Albella.

På klare dage kan man se Kanchenjungas sneklædte tinder, verdens tredjehøjeste bjerg. Albella betyder “unik” på sanskrit, og det passer godt til stedet.

Projektet gør en forskel

Albella er en kombination af børnehjem og skole, samt dagskole for lokale børn. Stedet blev grundlagt af to engelske missionærer i 1961. Der bor cirka 140 drenge på hjemmet, som også har sin egen grundskole. Desuden går cirka 40 elever fra byen i skolen på Albella; det er både drenge og piger. Skolen er delt op i to områder: én for de yngste elever og én for de ældste, som ligger lidt højere oppe ad bjerget. Børnene er i alderen 5 til 19 år, så der er en stor spredning i alder, men der er en god stemning på tværs af grupperne. Der er en præfektordning, hvor de ældste elever har ansvaret for at hjælpe og støtte de yngre. De mindste børn har desuden en “husmor”, der tager sig af dem og sover sammen med dem på sovesalen om natten, hvilket skaber tryghed for både de ældre og de små. Stedet ledes af Heshron Rahmi og hans hustru, Ebi, der er læge og tager sig af det sundhedsfaglige. Albella har sin egen sygestue, hvor børn med almindelige sygdomme kan blive indlagt og behandlet. Efter 37 års trofast og imponerende arbejde går Heshron og Ebi nu på pension, og i november 2024 overtager deres datter, Naomi, ledelsen. Naomi er født og opvokset på stedet og kender det derfor indgående.

Hverdagen på skolen

Hverdagen på skolen
Børnene – som er en blanding af forældreløse, flygtninge og børn fra fattige familier, hvis forældre ikke har råd til at have dem hjemme – har en travl hverdag. De står op tidligt om morgenen, klokken fem, og skal nå at lave lektier, gøre rent både ude og inde, samt spise morgenmad, inden de møder i skole – i deres pæne skoleuniformer. De har alle de almindelige fag, som vi kender fra skolesystemet herhjemme, og uddannelse prioriteres meget højt. Heshron mener, at hårdt arbejde giver flere muligheder i livet. Han var selv Albella-barn og endte som hospitalsdirektør.
Når børnene afslutter deres grunduddannelse på Albella, fortsætter mange med at videreuddanne sig og opnår høje uddannelser. Derfor er der en høj succesrate blandt børnene på Albella.

I fritiden dyrker børnene meget sport, primært fodbold og cricket, selvom faciliteterne er ret primitive på grund af de geografiske forhold. Sang, dans og musik spiller også en stor rolle, og børnene er meget dygtige til at optræde. Deres glæde ved sang er imponerende og bidrager til deres udadvendte og glade natur.

Alt i alt er Albella et utroligt veldrevet sted med glade, sunde børn, der får en god uddannelse og et trygt hjem.

Støttet af Verdens Børn siden 1980

Verdens Børn har støttet projektet siden 1980, hvor projektet startede.

Albella Boys Home bliver drevet af en tidligere elev, Heshron Rahmi og hans kone Ebi, som er læge. Heshron og Ebi er meget ambitiøse på børnenes vegne og bakker op om ethvert ønske om uddannelse.

Projektansvarlig

Claus Konstantin Jensen

cj@verdensboern.dk

Adresse

Albella Boys Home, Kalimpong 734301, Dist. Darjeeling, West Bengal, India

Projektnummer: 1310 og 1317

Se filmen:
Albella Boys Home

Filmen om Albella Boys Home giver et lille indkig i dagliglivet på børnehjemmet. En tidligere og en nuværende Albella-dreng fortæller om, hvordan de på hjemmet fik muligheden for et godt liv.

Morten Lundrups film er optaget i 2014.

Børnene siger

Scroll to Top