Santibari

Børnehjemmet Santibari er en tryg oase for piger i et meget fattigt indisk landområde.

Santibari i Narayanpur huser omkring 50 piger og tilbyder en tryg opvækst med fokus på uddannelse. Børnehjemmet er omgivet af blomsterhaver og frugttræer, og pigerne får støtte fra dedikerede omsorgspersoner.

Projektet gør en forskel

Santibari

Pigebørnehjemmet Santibari ligger i landsbyen Narayanpur, cirka 20 km fra Rampurhat i staten Birbhum. Området er hovedsageligt beboet af Santal-stammen. Stenbrud i området skaber arbejde, men arbejdsforholdene er elendige, og fattigdommen er udbredt. Det tager cirka en time at køre fra Narayanpur til Rampurhat, da vejbyggeriet endnu ikke har nået dette område.

Santibari er en lille oase med blomsterhaver, køkkenhaver, frugttræer og legearealer. Børnehjemmet er omgivet af en høj mur for at sikre pigernes sikkerhed. Her bor omkring 50 piger i alderen 4 til 22 år. Målet er, at pigerne bliver på hjemmet, indtil de har fået en uddannelse, så de kan blive selvforsørgende. Flere af pigerne går på college i Rampurhat og tager dagligt bussen dertil. Der gøres store anstrengelser for at undgå, at pigernes uddannelse afbrydes af ægteskab, som ofte er arrangeret i Indien.

Pigerne kommer fra meget fattige familier, ofte enlige forældre. Omsorgen varetages af tre kvinder: Maja (“mor”), Pronoti (“tante”) og Archana (“søster”). De store piger støtter og hjælper de mindre børn. Der er to kokke, en vagtmand og lederen Sandip, der også leder et andet børnehjem i området.

Santibari Village School

Santibari har sin egen forskole, “Santibari Village School”, som også optager børn fra de omkringliggende landsbyer. Her er der plads til omkring 80 børn. Når børnene skal op i 5. klasse, fortsætter de i en offentlig skole tæt på børnehjemmet. På grund af de belastede undervisningsforhold får Santibaris piger løbende tutor-undervisning hjemme, hvilket gør, at de klarer sig rigtig godt og får fine skoleresultater.

Livet på Santibari følger faste rutiner. Pigerne står op kl. 6.30, rydder op og gør rent, laver lektier og spiser morgenmad, inden de går i skole kl. 9.00. Efter skole er der tid til leg, hygge og lektielæsning. Santibari har også modtaget midler til forbedringer af undervisningsfaciliteterne, herunder et computer-lab og online-undervisning i IT og engelsk.

Pigerne bruger ofte deres fritid på at øve danse, som er meget vigtige for indiske piger. De ser dansevideoer på tv, hvis de ikke får undervisning af en danselærer. Boldspil, leg, sang og tegning fylder også meget i pigernes liv.

Seva Kendra sundhedsklinik

I tilknytning til børnehjemmet er der en lille sundhedsklinik, Seva Kendra. Klinikken får ingen offentlig støtte, men drives af donationer fra Danmark og Verdens Børn. To sygeplejersker, en læge og en socialpædagog udfører forebyggende sundhedsarbejde i 22 omliggende landsbyer. De kontrollerer gravide, vaccinerer børn mod polio og tuberkulose, underviser i spædbørnsernæring, uddeler medicin og yder akut sundhedspleje. Deres arbejde har reduceret spædbørnsdødeligheden med 80 % og sikrer også børnenes sundhed på Santibari.

Støttet af Verdens Børn siden 1978

Santibari er et af vores ældste projekter. Det blev bygget af missionæren Ellen Laursen for at sikre, at piger fra fattige hjem kunne få en tryg og god opvækst. Santal-missionen har gennem årene lavet mange tiltag i Narayanpur, især til gavn for piger fra fattige hjem.

I dag ledes projektet af Sandip Chatterjee, der også leder Durgapur-projektet, som ligger forholdsvis tæt på Santibari.

Projektansvarlig

Merete Hansson

mh@verdensboern.dk

Adresse

Santibari, Narayanpur, 731239 Dist. Birbhum, West-Bengal, India.

Projektnummer: 1336 og 1337

Børnene siger

Scroll to Top