Entebbe Children’s Welfare Primary

Specialskolen i Entebbe i Uganda tager højde for, at eleverne kan have specielle behov og skal lære at være selvhjulpne trods handicap.

Entebbe Children’s Welfare Primary er en specialskole i Uganda med 60 elever. Det er først og fremmest en skole for dagskoleelever. Men nogle af børnene bor på skolen. 30 af projektets børn får støtte af fadderskaber gennem Verdens Børn.

Projektet gør en forskel

På skolen er der forældreløse børn, normalt begavede børn og børn med fysisk eller mentalt handicap. Fælles for alle børn er, at de kommer fra ekstremt fattige familier.

Der bliver taget højde for elevernes forskellige behov for undervisning.

Ud over faglig og musisk undervisning lægges der stor vægt på, at eleverne lærer at blive selvhjulpne. Derfor indeholder elevernes skolegang også håndarbejde, rengøring, madlavning og andre praktiske gøremål. Skolen har også et hønseri og flere geder, så eleverne lærer at tage sig af dyr – det kan måske blive en levevej, når de har gjort deres skolegang færdig.

Der er et godt sammenhold på skolen, og børnene er livsglade og udvikler sig godt. Det giver børnene en meningsfuld hverdag og høj livkvalitet at komme i skole, have kammerater, have små opgaver at udføre og komme væk fra de ringe levevilkår derhjemme.

Nogle elever udvikler sig hurtigt og lærer at klare ting, de ikke tidligere har magtet. Andre gennemgår den samme stimulering år efter år og udvikler sig kun ganske langsomt.

Skolens udfordring er at få madbudgettet til at hænge sammen. Fødevarepriserne i Uganda er stigende, og den daglige kost på skolen er ikke varieret. Kosten består af ris, vælling, rodfrugter og bønner.

Nogle af børnene kommer videre til normale skoler efter et par gode år på specialskolen.

Støttet af Verdens Børn siden 1987

Verdens Børn har støttet skolen siden 1987. Med støtten er det blevet muligt at oprette et kostskoleafsnit til skolen.

Mange af de børn, der støttes, har specielle behov. De får fx oftere medicin, eller de har behov for nyt sengetøj, fordi de tisser i sengen. Derfor er støttebeløbet pr. barn altid det samme, uanset om barnet bor hjemme eller på skolen.

Skolen ligger i lufthavnsbyen Entebbe og er nem at komme til. Derfor modtager skolen mange besøg af interesserede folk fra hele verden. Skolen har stort set altid frivillige pædagogiske medarbejdere i længere eller kortere perioder – bl.a. fra Japan og Tyskland.

Skolens leder hedder Christine Mugwanya. Hun er en erfaren lærer og gæv kvinde, som har mange visioner for skolen.

Støt os

Du kan støtte Verdens Børns arbejde på mange forskellige måder:

Nyt fra projektet

Som noget nyt i dette skoleår medvirkede eleverne også i en musikbegivenhed, hvor stort set alle skolens elever sang. Dette blev vist på tv, så det blev set af rigtig mange mennesker, hvilket skolens elever var temmelig stolte over. De har været så gode!

Kontakt

Entebbe Children’s Welfare Primary , P.O.Box 266, Entebbe, Uganda.

Projektnummer: 1325.

Find byen Entebbe (Google Maps)

Projektansvarlig: Lone Kamper Rietz