Vi har utallige historier fra vores besøg på Santibari, som alle bekræfter, hvor stor livsglæde og nærvær der praktiseres på børnehjemmet. Noget vi alle kan lære af.
Af Maria Bork Kruse
For to år siden brugte min veninde Freja og jeg to måneder på børnehjemmet Santibari i det nordøstlige Indien. Vi fungerede som lærere, og herudover stod vi for aktiviteter som sanglege og opsætningen af H.C. Andersens Svinedrengen.
Efter to år adskilt fra Santibari og de mennesker, der bebor stedet, var savnet stort. Gensynsglæden var derfor tilsvarende stor, da vi vendte tilbage i sommeren 2015.
Det var meget rørende at være tilbage, og vi blev glade for at se, hvor meget af det, vi havde lært pigerne ved første besøg, der stadig hang ved. Vi blev eksempelvis gang på gang overvældet af at høre de spinkle pigestemmer spontant synge alt fra Beatles’ ”Let it be” til børnesangen ”Funny-dance”. Derfor brugte vi ved dette besøg også flere aftener på at lære pigerne sangen ”Here comes the sun”. Der er noget ganske særligt og sammenholdsskabende ved at synge sammen. Både for de store, som bøvlede med engelske gloser, og for de små, som ihærdigt forsøgte at følge rytmen.
Santibari – én stor familie
På Santibari oplevede vi en helt særlig stemning og følelse af nærvær og sammenhold, som til dels skyldes den samling af piger, der bor på hjemmet. Pigerne har mere med i bagagen end de fleste danske børn i samme alder. Til trods for dette samt det, at de færreste har deres biologiske familie eller ved, hvordan deres fremtid vil forme sig, så er én ting sikkert, og det er, at pigerne tilsammen danner et umådeligt stærkt og trygt fællesskab. De er søstre på godt og ondt. De større børn tager ansvar for og hjælper de mindre, og på den måde videreføres den familiære stemning, som gør Santibari til noget helt fantastisk.
Den livsbekræftende glæde, man tydeligt ser og mærker i samværet med pigerne, smitter heldigvis. Fx når vi observerer, hvordan børnene uhæmmet lever sig ind i et slag rundbold, eller hvordan legene tilpasses, så alle kan være med – både store som små, når vi oplever hyggen ved at samles om lektielæsningen eller bliver lukket med ind i pigernes soveværelser, hvor de sparsomme ejendele vises frem med stor stolthed.
Oplevelser som disse kalder på refleksion og eftertænksomhed, hvilket kan være tiltrængt i en travl og hektisk dansk hverdag.
Fra fremmede til venner
Det var dog ikke alle, som så på os med smil og stor interesse. Siden vores første besøg i 2013 var familien blevet udvidet med to små bedårende tvillinger: Promilla og Somilla. De blev konsekvent bange for os (sådan to blege fremmede) og måtte grædende bæres væk. Vi tog en del tilløb i forsøget på at skabe en relation til dem, men gennembruddet skete først, da vi blev iført den nationale folkedragt: en sari.
Vi blev placeret i en for dem velkendt ramme og var med ét ikke så skræmmende længere. Det var en interessant observation, som fik os til at reflektere over, hvordan mødet med det fremmede gøres mindre skræmmende, hvis det så at sige ’pakkes ind’ i noget velkendt.
De sociale relationer, vi har opbygget med børn og ansatte på Santibari, er både stærke og unikke og med til at gøre, at vi kan kalde Santibari for hjem. Vi glæder os allerede til næste gang, det bliver muligt for os at komme hjem igen.
