Mød Verdens Børns frivillige i dette format og bliv klogere på, hvem der står bag arbejdet for at skabe bedre vilkår for børn verden over. I hvert nyhedsbrev vil en udvalgt frivillig fortælle om sit arbejde i Verdens Børn. I denne udgave kan du læse om Camilla Toft Pedersen, der er projektansvarlig for Bright Hope Cambodja.
Hvilket stykke arbejde udfører du i Verdens Børn, og hvorfor har du valgt at arbejde frivilligt?
Jeg er projektansvarlig for Bright Hope Cambodia – børnehjemmet i Cambodja med HIV smittede børn og unge. Det har jeg været siden 2018, hvor jeg henvendte mig til Verdens Børn, da jeg havde brug for hjælp til at kunne støtte børnene på børnehjemmet, som jeg var med til at redde fra en forfærdelig skæbne på gaden. Jeg arbejder frivilligt for at give børnene en chance for en bedre fremtid.
Kan du beskrive en meningsfuld oplevelse, du har haft som frivillig i Verdens Børn?
Det mest meningsfulde for mig er at besøge børnehjemmet og se hvor stor en forskel Verdens Børns faddere og sponsorer gør for at børnene kan få et bedre liv med uddannelse og tryghed.
Hvad laver du til dagligt?
Udover mit frivillige hos Verdens Børn, så er jeg marketingansvarlig hos Max Fodgaard A/S som sælger kraner, løftegrej og faldsikring.
Tre sjove fakta om dig:
- Jeg kan føre en samtale på Khmer – sproget i Cambodja
- Jeg er nørdet inden for digital markedsføring
- Jeg vil altid vælge en social sammenkomst frem for en sofa-aften