I maj måned var vi på tilsynsbesøg på Kakundi Community School, hvor børn og unge elsker at gå i skole og drømmer om en lysere fremtid på trods af svære kår.
Af Sara Vorre Rothstein, projektansvarlig Kakundi Community School
”Jeg drømmer om at blive ingeniør, så jeg kan bygge mit land op,” siger 13-årige Mugambe til mig. Vi står og kigger ud over den smukke sø ’Lake Kijanebaloba’, som omkranser det børnehjem, Mugambe bor på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den fine dobbeltbetydning, der ligger i hans ord – at bygge sit land op i både fysisk og overført betydning. Selvom Uganda er et land i udvikling, så er der brug for at løfte de fremtidige generationer ud af fattigdom, så de kan bidrage til landets udvikling. Mugambe smiler til mig og fortæller, at han er glad for at se mig igen. Det er et år siden, jeg sidst besøgte Kakundi Community School. Og selvom skolen ligger langt ude på landet i det sydlige Uganda, føler jeg mig meget hjemme her – det må være på grund af den gæstfrihed og åbenhed, som jeg altid møder i lokalsamfundet. Kakundi Community School er en tryg oase for fattige og forældreløse børn, og modtager støtte fra Verdens Børn. Jeg er frivillig projektansvarlig for skolen og er derfor på mit årlige tilsynsbesøg på projektet.
Som Mugambe og jeg står der og spejder udover søen, tænker jeg over, hvordan ’Lake Kijanebaloba’ er smuk og frygtindgydende på samme tid. På dansk betyder navnet ”den kom, mens vi så”. Søen har fået sit navn, fordi den konstant udvider sig. Hele tiden kræver den mere af den frodige landjord og bananplantagerne, som grænser op til den. Og selv om Kijanebaloba ser fredfyldt ud, har den haft alvorlige konsekvenser for lokalsamfundet. Så sent som i december måtte flere fiskerfamilier forlade hus og hjem, fordi Kijanebaloba oversvømmede landsbyens hytter. De fleste af børnene, der går på Kakundi Community School, kommer fra fisker- eller bondefamilier, der bor i området omkring skolen, og familierne lever af at høste majs, kartofler, bananer eller at fange fisk. Derfor har søens udvidelse haft konsekvenser for familiernes levebrød, og flere end før er blevet afhængige af, at faddere kan sponsorere skolegang til deres børn.
Fællesskab og fremtidsdrømme i aftensolen
Børnene på skolen har et helt specielt fællesskab og tager sig af hinanden på tværs af alder og køn. De små passer på de endnu mindre, og alle er velkomne når der leges, hvad end det drejer sig om fodbold, tegning eller fangeleg. Jeg får også lov til at tage del i fællesskabet og sidder senere på dagen og spiller brætspil med børnene i den orangerøde aftensol. Flere af dem er nysgerrige på livet i Danmark. Hvad kan I lide at spise? Spiller I også fodbold? Er der slanger i Danmark? Jeg viser billeder af smørrebrød og kartofler med sovs og fortæller til børnenes skuffelse, at vi kun har små slanger i Danmark. Børnene fortæller mig de mest fantastiske historier om ugandisk historie, madkultur og dyreliv, og snakken bevæger sig hen på deres ambitioner for fremtiden. Jamal, som har været mest flittig til at stille spørgsmål, fortæller at han vil være nyhedsjournalist, og det går op for mig, at han med sin nysgerrighed er skabt til jobbet. En af de yngre drenge vil være fodboldspiller og Maria, som er en 14-årig pige, vil være læge. Mange af børnene fortæller mig, at de gerne vil være lærere, så de kan hjælpe fattige børn som dem selv i fremtiden. Det er stærkt, tænker jeg.
Hårdt arbejde og viljestyrke
Flere af børnene forsikrer mig om, at de gør sig umage i skolen og lærer en masse. De vil gerne klare sig godt, så deres drømme kommer indenfor rækkevidde. Og så er mange af dem bevidste om, at de modtager skolestøtte fra danske faddere, hvilket især de ældste udviser en stor taknemmelighed overfor. Patricia, en teenagepige, fortæller, at det bedste tidspunkt på dagen, det er, når hun er i skole. Det er tydeligt, at børnene på Kakundi er nogle skarpe hoveder og arbejder hårdt. For at hverdagen på skolen kan hænge sammen, hjælper børnene med at vaske tøj, lave mad og tage opvasken. Og når de sidder i klasselokalet, emmer rummet af engagement og lærelyst. Som oftest er der er en skov af hænder i vejret, når læreren stiller et spørgsmål. Historien om Kakundi Community School er en historie om børn og unge, der kommer fra fattige kår, men har mod og viljestyrke, der kan flytte bjerge. Det er en historie om en ungdom, som med støtte til skolegang har en lysere fremtid i vente. Det er en historie om Ugandas fremtid.
Børnene på Kakundi Community School har et fantastisk fællesskab og hjælper altid hinanden.
