Wagn Winkel, projektansvarlig for St. Joseph Development Trust (Nyt Liv), var i juli 2016 på projektbesøg på børnehjemmene i det sydlige Indien. Wagn fortæller om fire af børnenes barske historie, inden de havnede på børnehjem.
Af Nathalie Emsø
Indien er et land med mange overklassemennesker, en stor middelklasse samt en underklasse, der lever på et eksistensminimum. Den økonomiske udvikling i Indien kommer ikke de fattigste til gode.
En chance for et nyt og bedre liv
Mange børn i Indien bliver tvunget ud i kriminalitet eller ender som gadebørn, fordi de enten er forældreløse eller har forældre, der ikke har ressourcerne til at tilbyde dem et ordentligt liv. Flere børneinstitutioner samler børnene op, men langt fra alle børn er så heldige. St. Joseph Development Trust støtter mange af de institutioner, som hjælper børnene videre.
Da Wagn den 1-5. juli 2016 besøgte de børnehjem, som St. Joseph Development Trust støtter, var der flere af børnenes historier fra før, de blev anbragt på børnehjemmene, der gjorde indtryk.
– Der kan være mange årsager til, at børn havner på børnehjem. Jeg er blevet meget berørt over at høre, hvad mange af disse børn har været udsat for, før de havnede på institutionerne. I Verdens Børn mener vi, at børnehjemmene giver børnene en chance for et nyt og bedre liv. Derfor støtter vi omkring 490 af børnene på de børnehjem, som St. Joseph Development Trust driver, fortæller Wagn.
Livet før børnehjemmet
Wagn fortæller om fire af børnene på børnehjemmenes historie. De nævnte institutioner er alle under St. Joseph Development Trust.
P. Kailayi har ingen søskende. Hendes far var chauffør og drak for meget. Moren besluttede at flytte til en anden by, fordi Kailayis far slog moren. Kailayi var 6 år og blev boende hos sin far. Om natten blev hun voldtaget af faren. Kailayi fortalte det til en nabo, der meldte faren til politiet. Faren fik livsvarigt fængsel. Nogle voksne tog kontakt til St. Joseph Development Trust, hvor Kailayi blev modtaget og boede i nogle år på Pudhu Yugam. I dag er hun 10 år og bor på Puthu Iruthyam. Hun går i 5. klasse og har ingen kontakt til sin mor.
S. Manikandan var 3 år gammel, da hans far forlod hjemmet og overlod ham til moren. Moren har aldrig gået i skole og havde ingen uddannelse og dermed ikke mange muligheder for at ernære sig selv og sin søn. De sultede, så moren begyndte at tjene lidt penge ved prostitution. Hun tog Manikandan med, når hun var ”på arbejdet”, og Manikandan lærte hurtigt at tigge fra morens kunder. Han overværede også, at moren ofte blev alvorligt mishandlet. Moren blev arresteret flere gange for prostitution, og til sidst fjernede politiet Manikandan og anbragte ham på Pudhu Yugam. Han er nu 13 år og er begyndt at gå i skole. Manikandan bor nu på Puthu Iruthyam.
T. Manikandan er stærkt handicappet. Begge hans ben er lamme, og han har alvorlige fordøjelsesproblemer. Manikandan kender ikke sin mor. Hans far ignorerede ham, så det var naboerne, der af og til gav ham mad. En dag, da Manikandan var 7 år, efterlod faderen Manikandan på et gadehjørne for at tigge. Faren kom aldrig tilbage. Nogle mennesker bragte ham til Pudhu Udhayam, som er et hjem for handicappede børn. Han er i dag 14 år. Han kan læse og skrive lidt, men han kan ikke klare sig selv.
M. Selvapandi er 11 år gammel. Hans far og mor døde, da han var 3 år. Hans tante tog sig af ham, og han kom i skole, da han blev 5 år gammel. Da han startede i 3. klasse, kom han i dårligt selskab, og hans tante kunne ikke styre ham. Han begyndte at stjæle fra huse i nærheden, og han pjækkede fra skole. Han blev taget af politiet et par gange og blev til sidst anbragt på Pudhu Yugam (et børnehjem for kriminelle børn). Der bor han fortsat, men er startet i skole igen.
Der er desværre mange andre historier, som kunne fortælles. Verdens Børn gør en forskel for så mange af disse børn som muligt ved at hjælpe dem til et bedre liv på børnehjemmene, men opgaven er fortsat enorm.
Læs mere om St. Joseph Development Trust.
