For tredje gang var Verdens Børn repræsenteret ved Folkemødet på Bornholm. Trods regnvejr på førstedagen bragte dette års Folkemøde en masse gode dialoger og fire nye fadderskaber med sig. Et vellykket år, hvis du spørger Jens Hviid og Merete Hansson, frivillige i Verdens Børn.
Af Nathalie Emsø
Igen i år drog Jens Hviid og Merete Hansson til Folkemødet på Bornholm. Formålet med deltagelsen var primært at synliggøre Verdens Børn og komme i dialog med så mange som muligt. Med en mobil event, bestående af banner, t-shirts, medlemsblade og andre informationsartikler, stillede de engagerede frivillige sig op i håb om at få spredt Verdens Børns gode budskaber og fortællinger fra projekterne.
Som ved de tidligere år blev overskriften for dette års event på Folkemødet: ”Hvordan hjælper man udsatte børn og unge i fattige lande”. Dette ledte til mange gode snakke med interesserede om, hvordan udsatte børn og unge i Indien, Sri Lanka, Uganda og Bulgarien får en god start på livet som følge af grundskoleuddannelse i trygge rammer, idet Verdens Børn tror på, at det er vejen til vækst og velstand.
Fire nye fadderskaber
I år besluttede Verdens Børn at deltage ved Folkemødet i to dage. Dette mener Merete Hansson var et klogt træk, da vejret ikke helt var med dem på førstedagen.
– Den første dag regnede det så meget, at de fleste mødedeltagere søgte ind i teltene frem for at stå under en lille paraply og tale med os. Men da vi skulle til at lukke ned, løb to unge kvinder hen til os og bad om at få lov til at tegne et fadderskab hver. Så selvom dagen bød på regn, kan man vist rolig sige, at der kom sol over Allinge til sidst, griner Merete Hanson.
Næste dag skinnede solen, og Bornholm levede nu endelig op til sit kaldenavn – Solskinsøen – og det kunne mærkes, fortæller Merete:
– Vi kunne tydeligt mærke, at vejret havde en stor betydning for mødedeltagernes engagement. Flere henvendte sig til os, og vi havde rigtig mange gode debatter med forbipasserende. Vores generelle indtryk er, at der er stor sympati for fadderskaber til børn i den tredje verden, og det er positivt for Verdens Børns fremtid.
Også denne dag bragte yderligere to fadderskaber med sig, så da Merete og Jens rejste fra Bornholm, var Verdens Børn beriget med fire nye faddere – måske flere i fremtiden.
Tak for de gode debatter og til vores faddere i Gudhjem
I Verdens Børn er vi meget taknemmelige for den store interesse, mange viste os ved Folkemødet på Bornholm. Vi siger tak til alle, som kom forbi vores stand.
En speciel tak vil vi give til vores gode faddere i Gudhjem, Tine og Mikael, der igen i år bød på husly, god mad og dejligt samvær.