I Indien betragtes de handicappede børn som spild, fordi de i samfundets øjne ingen nytteværdi har.
Handicaphjemmet Puthu Udhayam i Sydindien er en del af Sct. Joseph Development Trust. Det smukke pink børnehjem huser i dag 40 fantastiske børn, som bliver givet de bedste forudsætninger for at kunne klare sig i livet.
Desværre er der få børn, der får den mulighed. Ganske vist har den indiske regering for nylig offentliggjort en plan, der skal gøre uddannelse tilgængelig for børn med handicap eller læringsvanskeligheder i 2020, men der er ingen tegn på, at der sker en egentlig forandring, når det kommer til bedre vilkår. Børnene er usynlige, og der venter dem ofte et liv med fattigdom og vold.
At kunne klare sig selv
I de farverige klasselokaler på Puthu Udhayam står der ikke engelsk, fysisk eller matematik på skemaet. I et klasseværelse med stjerner malet i loftet lærer en gruppe børn i stedet at balancere, hoppe og gå på en lige linje, mens en række andre børn får aktiveret deres muskler af en fysioterapeut. På små bænke i nabolokalet, sidder et par børn i dyb koncentration og laver halskæder. En god øvelse for motorikken.
Skoledagen handler dermed ikke om de klassiske skolefag, men om at lære at tage vare på sig selv. Mange af børnene kan hverken spise selv eller tage tøj på, når de kommer til børnehjemmet, og i et land som Indien, hvor overlevelse afhænger af ens evne til at kunne arbejde, er et handicap altså direkte forbundet med fattigdom. Men ved at lære børnene at kunne klare sig selv, giver man dem mulighed for at indgå i samfundet, og når det bliver gjort med respekt og kærlighed, som på Puthu Udhayam, er der sjældent langt fra at kravle til at kunne gå. Eller som Angel, der er forstanderinde på børnehjemmet, udtrykker det:
“Det er en gave at se børnene udvikle sig og faktisk blive i stand til at klare sig selv, selvom deres forudsætninger for overlevelse altid har været dårligere end andres. Det viser også bare, at det ikke er spildt at arbejde med de handicappede børn”, siger hun.
Fortællingen om Rama
Angel fortæller eksempelvis om Rama. En inspirerende pige, der blev fundet mellem nogle sten som 8-årig. Forældrene betragtede hende som uønsket, både fordi hun er handicappet, og fordi hun er pige. To egenskaber, der ofte betyder død i Indien. Da Rama ankom til børnehjemmet, kunne hun hverken tale, spise eller gå, men i dag, 11 år senere, hjælper hun de andre børn med at lære alt det, som hun ikke selv evnede i starten.
“Ramas udvikling fortæller meget om, hvad der sker med børnene, når de bliver mødt med varme og kærlighed, siger Angel. -Hun er i dag meget ansvarsfuld, og hun er i stand til at lede de andre børn. Det er skræmmende at tænke på, hvad der ville være sket med hende, hvis hun aldrig var blevet fundet mellem de der sten,” siger Angel.
Vi skal have ændret fortællingen
Desværre er historier som Rama’s ikke almindelige. Faktum er, at tusindvis af handicappede børn i Indien hver dag ender mellem affaldet eller bliver udsat for vold og overgreb i hjemmet. Selvom Puthu Udhayam yder en kæmpe indsats for at gøre børnene synlige, så er det en stor mundfuld at gabe over, og de kan ikke gøre det alene.
“Mange af forældrene betragter et handicappet barn som en forbandelse fra gud eller som spildt arbejdskraft. En fortælling, der er så indgroet i den indiske kultur, at børnene ingen rettigheder har,” siger læreren Edison som forklaring på, hvorfor arbejdet er lige så svært, som det er vigtigt.
Angel nikker og uddyber:
“Det er svært at få folk til at se noget håb for et handicappet barn, fordi der er så få solstrålehistorier, om at handicappede får en god uddannelse og finder vej ud af fattigdom. Men det betyder altså ikke, at de ikke fortjener et værdigt liv. Vi kan give børnene de bedste muligheder, men vi har brug for hjælp. Vi kan ikke bekæmpe det indiske system alene,” siger hun.
I august måned besøgte projektleder for Sct. Joseph, Kirsten Behnke, sammen med Ann Christine Behnke og Sana Hocine, handicaphjemmet Puthu Udhayam i Sydindien
