Nyheder

Fadderskaberne har været med til at gøre en forskel for børnene på Bright Hope Cambodia under coronalockdown

Fadderskabsmidlerne har bl.a. hjulpet til, at børnene på Bright Hope Cambodia har kunnet opretholde deres undervisning under coronapandemien.

Skrevet af Jesper Hallas Jessen

21 af de bosatte børn på det velfungerende børnehjem for Hiv-smittede, Bright Hope Cambodia i det sydøstasiatiske land Cambodjas hovedstad Phnom Penh, er støttet af fadderskaber igennem Verdens Børn.

Lockdown i Cambodja grundet coronapandemien har medført, at skolerne i landet har været nedlukket i et års tid, og at børnene på Bright Hope Cambodia har været samlet i isolation på børnehjemmet. Før Lockdown havde der ikke været internet tilgængeligt, eftersom der simpelthen ikke havde været behov for det, da der var nok at se til med skolegang, huslige pligter, spil, leg og samværet med hinanden. Men da skolerne lukkede ned, så børnene ind i en tid uden fysisk undervisning, så med hjælp fra bl.a. Verdens Børns fadderskaber har børnehjemmet nu fået installeret internet, samt erhvervet sig nogle smartphones, så børnene har haft mulighed for at kunne passe deres uddannelser gennem online-undervisning, hvilket ellers ikke havde været muligt, til stor glæde for børnene, eftersom de sætter stor pris på deres mulighed for at få en uddannelse.

Grundlægger af Bright Hope Cambodia og projektansvarlig hos Verdens Børn, Camilla Toft Pedersen fortæller, at det udover at bidrage til at børnene har kunnet passe deres skolegang via installation af internettet, har været vigtigt for Bright Hope Cambodia at sørge for at bevare en fast hånd om børnenes helbred i forhold til den Hiv-smitte, som de alle bærer.

Normalt skal børnene fra tid til anden på hospitalet til et check, men eftersom de grundet deres sygdom har været i risikogruppen, hvad angår corona, har det været vigtigt, at de kom til check på hospitalet oftere end før, hvis der skulle være det mindste tegn på sygdom. Hertil får børnene medicin to gange om dagen, hvilket også har været vitalt, at de har kunnet opretholde igennem lockdown.

Nu synes coronaen heldigvis at lakke mod enden og manageren på Bright Hope Cambodia, Dy Rasmey, har sørget for, at alle børnene nu har fået deres andet vaccinestik mod corona.

Endvidere fortæller Camilla Toft Pedersen, at der bestemt også er positive ting at tage med sig fra coronapandemien. Vigtigheden af at opretholde en god hygiejne og vaske sine hænder har måske ikke altid stået soleklart for børnene, men det er noget, som de altså er blevet meget bevidste om under coronaen, hvor de har lært vigtigheden af at vaske hænder og at passe på sig selv.

Samtidig fortæller Camilla Toft Pedersen, at flere af børnene har fået øjnene op for glæden ved de huslige pligter, som f.eks. madlavningen og at de generelt har været gode til at få tiden til at gå med at hygge sig med hinanden:

”De har taget del i alle de huslige pligter endnu mere end før (coronaen), og nu har flere af børnene fået øjnene op for, at det faktisk er ret sjovt at lave mad. Ellers har jeg fået sendt nogle ting ned til dem såsom puslespil og diverse ting og sager, som de så også har kunnet få tiden til at gå med. Ellers så leger de jo bare med hinanden og driller hinanden.”

Selvom at Bright Hope Cambodia har klaret sig rigtig fint igennem coronapandemien, hersker der ingen tvivl om, at de alle sammen glæder sig til at komme tilbage til en mere normal hverdag med fysisk skolegang samt leg udenfor.

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll to Top