[vc_row][vc_column][vc_column_text]Regeringen foretager med finansloven de største besparelser på udviklingsbistanden i danmarkshistorien. Besparelserne vil have konsekvenser for organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Røde Kors med flere, mens Verdens Børn muligvis rammes på sigt.
Debatindlæg af Andreas Wichmann Malmmose
Danmarks fremtidige bidrag til udviklingsbistanden bliver sænket fra 0,87 til 0,71 procent af BNI om året. Det har regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative vedtaget i finansloven for 2016. Besparelserne har bl.a. den konsekvens, at syv ud af 24 prioriteringslande fjernes, og at flere private danske bistandsorganisationer (ngo’er) bliver beskåret mærkbart.
Besparelser har ikke i første omgang konsekvenser
Som fadder for Verdens Børns projekter i Bulgarien, Indien, Sri Lanka eller Uganda har du sikkert overvejet, hvad besparelserne har af konsekvenser for Verdens Børn. Bestyrelsesmedlem Karen Oxenbøll fortæller, at nedskæringerne ikke umiddelbart påvirker Verdens Børn:
– Verdens Børn bliver ikke umiddelbart ramt af regeringens besparelser, fordi vores indsats for at sikre tryghed og uddannelse til nogle af verdens mest udsatte børn er 100 % finansieret af private midler – overvejende fra danske familier, men i stigende omfang også fra danske virksomheder.
Heller ikke Verdens Børns landbrugsprojekt i Uganda (LAP) – som ellers er finansieret af Danida – bliver i første omgang ramt. Det skyldes, at Uganda er et af de lande i Afrika, Danmark fortsat vil yde støtte til. Og da der tilmed er underskrevet kontrakt for gennemførelse af den sidste fase af projektet, vil Verdens Børn formentlig heller ikke her blive berørt.
I finanslovsaftalen lyder det dog, at en øget tilstrømning af flygtninge til Danmark i 2016 i vidt omgang vil blive finansieret inden for den ramme til udviklingsbistanden, som er afsat på finansloven for 2016. Det betyder, at vi endnu ikke kan vide os helt sikre på, om LAP bliver beskåret. Christian Rietz, som er projektleder for LAP, følger udviklingen nøje.
Problemer for Verdens Børn på længere sigt
Som antydet kan besparelserne dog få konsekvenser for Verdens Børns arbejde på længere sigt. I samarbejde med lokale ngo’er støtter Verdens Børn ca. 2.300 børn til skolegang. Visionen er, at disse ngo’er skal kunne klare sig selv og være uafhængige af støtte, men det kræver flere ressourcer end, hvad Verdens Børn kan tilføre. Derfor vækker nedskæringerne dyb bekymring.
– Som lille privat organisation kan det være meget vanskeligt at løfte den udviklingsmæssige opgave alene. Her vil vi have brug for den offentlige støtte, der hidtil er ydet gennem CISU – Civilsamfund i Udvikling (paraplyorganisation for humanitære hjælpeorganisation i Danmark, red.). Vi ved, at CISU bliver hårdt ramt af besparelserne, hvilket påvirker mulighederne for, at Verdens Børns indsats kan udvikle sig i en retning, der tilgodeser lokale ngo’ers kapacitet til selv at løfte opgaverne, udtaler Karen Oxenbøll.
I lyset af besparelserne er den indsats, Verdens Børns frivillige og faddere yder, altså ikke blevet mindre vigtig. Tilbage er blot at håbe, at flere private får lyst og overskud til at bidrage til humanitært arbejde for at kompensere for besparelserne.
Fakta
- Med regeringens bebudede besparelser på udviklingsbistanden vil Danmark fortsat være ét af blot fem lande, der lever op til FN’s målsætning om, at verdens rige lande skal bidrage med 0,7 procent eller mere af deres BNI.
- Allerede i 2015 har regeringen foretaget en såkaldt ”gradvis tilpasning” af udviklingsbistanden ved at skære 2,85 mia. kr.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]