Nyheder

Uddannelse er vejen frem

Seks børn fra Happy Home i Sydindien har på baggrund af deres flotte præstationer i skolen fået tildelt et legat hver af den indiske regering. Samtidig har fem andre unge fra Happy Home færdiggjort deres uddannelse og fået job.

Af Marianne Stryhn

Om Happy Home

Børnehjemmet Happy Home ligger i godt 2 kilometers højde i byen Ooty i Nilgirisbjergene. Happy Home drives af en familiefond, Fr. Nathaniel’s Charitable Trust (FNCT), med Margaret Nathaniel i spidsen. Sidste år sørgede FNCT for i alt 198 børn og unges skolegang, hvoraf de 127 har fadderskaber hos Verdens Børn. I 2015 tildelte journalistforbundet i Tamil Nadu, den delstat, hvor Happy Home ligger, familien Nathaniel prisen som den bedste NGO i Tamil Nadu. Familiens arbejde gør en kæmpe forskel i området, som er præget af stor fattigdom. Det økonomiske grundlag for FNCTs arbejde er først og fremmest fadderskaber, og der lægges stor vægt på uddannelse. De unge, som bliver bliver færdiguddannede og hjælper deres familier er vigtige rollemodeller for andre i området.

Uddannelse prioriteres højt på Happy Home, der har et tæt samarbejde med områdets skoler og uddannelsesinstitutioner. Skolerne i Ooty har en høj faglig standard, og børnene fra Happy Home klarer sig bemærkelsesværdigt godt. Efter endt skolegang hjælper FNCT med at få børnene videre i uddannelsessystemet, både i Ooty og i den nærliggende storby Coimbatore, og slipper dem først, når de er i stand til at forsørge sig selv.

Særlige uddannelseslegater fra den indiske regering

Uddannelseslegaterne fra regeringen betyder, at de seks unge nu ikke længere behøver fadderskaber, og dermed skabes der plads til nye børn, som har behov for støtte for at kunne fortsætte deres skolegang. Fem unge har for nylig afsluttet deres uddannelse og er nu blevet ansat i gode, vellønnede jobs, som ikke alene gør dem i stand til at forsørge sig selv, men også giver dem mulighed for at hjælpe deres familier. Nogle af børnene fra Happy Home får støtte fra deres faddere til at gennemføre en uddannelse efter grundskolen. En af dem er 21-årige Vinodhini, der nu har færdiggjort sin uddannelse som sygeplejerske og jordemoder. Det kan være en vanskelig beslutning for faddere og sponsorer, om man hellere skal hjælpe flere børn gennem grundskolen, frem for at hjælpe færre børn hele vejen igennem uddannelsessystemet. Familiebåndene er stærke i området, og de færdiguddannede bliver generelt i området, og bliver så ressourcestærke, at de typisk hjælper søskende til også at få skolegang og uddannelse. Uanset hvordan man hjælper, så gør det virkelig en forskel!

Hanne Matthiesen, der er projektansvarlig i Verdens Børn for Happy Home, besøgte børnehjemmet i januar. Ifølge Hanne støtter den indiske regering mere og mere op om børn og unges uddannelse. Regeringen uddeler legater hvert år. Skolerne indsender halvårligt resultater for deres elever, og ikke kun for afgangsklasserne. Det er formentlig på den baggrund, at regeringen uddeler legaterne. Hanne fortæller:

– Vi besøgte en skole, hvor der var flere børn fra Happy Home. Der skulle vi være med til at uddele en pris til hhv. den dreng og den pige, der havde fået den bedste eksamen. Det er en langt mere præstationsdrevet kultur, end vi danskere er vant til. Samtidig er børnene på Happy Home meget bevidste om, hvilken enestående chance de har fået for at ændre deres liv og hjælpe dem selv og deres familier, og den chance gør de ALT for ikke at forspilde.

Der er en stor ansvarsfølelse over for familien. Skolebørnene fra Happy Home ligger altid i den høje ende og klarer sig langt over gennemsnittet. Sandsynligvis skyldes det dels, at skolerne i Ooty har en høj standard, dels at børnene ved, at det betyder uendelig meget for deres chancer for at klare sig godt fremover.

Uddannelse er for alle

FNCT er en kristen organisation, men man optager børn uden hensyntagen til deres religion. De fleste af børnene er hinduer, men der er også både kristne og muslimske børn og unge på Happy Home, og alle behandles med stor respekt for deres religion og uden skelen til kastesystemet. FNCT forsøger at hjælpe hele familien, eksempelvis ved at forsøge at skaffe arbejde til enlige mødre. Et fadderskab dækker kun de helt basale udgifter til et barns skolegang, mad og tøj, mens ekstra udgifter til medicin, lægehjælp, transport og andre fornødenheder forsøges dækket ved ekstra donationer. Langt de fleste af børnene bor på kollegier i forbindelse med deres skole eller uddannelsesinstitution.

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll to Top