Nyheder

Fattigdomssituationen i Uganda

Verdens Boern - Fattigdom i Uganda

Bliv klogere på dit barns vilkår: Fattigdomssituationen i Uganda

Af Mark Straarup

Indledning

Denne artikel er den anden i en serie, der har til formål at beskrive levevilkårene for børn i Uganda. Første indlæg beskrev sundhedsudfordringerne, som så mange af børnene står over for. I dette indlæg ser jeg på fattigdomssituationen. Jeg fremhæver den aktuelle status på baggrund af de nyeste tal, der er til rådighed, beskriver årsagerne til denne nuværende situation, og ser på den forventede udvikling på dette område i de kommende år.

I de kommende indlæg i serien vil jeg fokusere på vilkårene i forhold til uddannelse, vold og korruption. De fleste af disse områder overlapper og har indflydelse på hinanden, og alle er områder som i meget direkte grad både individuelt og tilsammen, afgøre børnenes velfærd og fremtidige muligheder. Samlet set skal denne serie af artikler give læsere og faddere indsigt i rammevilkårene for de børn, de støtter, og herigennem hjælpe til forståelse af de prioriteringer og de valg af indsatsområder, som Verden Børn foretager i Uganda.

Fattigdomsbilledet i Uganda anno 2017

Fattigdom er et vidt begreb der er svært at både måle og håndgribeligøre. For at få en ide et lands fattigdomstilstand, bruger økonomer demografiske nøgletal på indkomst og disponible midler, og sammenligner disse med fattigdomsgrænsen[1]. Det sidstnævnte er et term der beskriver en persons nødvendig indkomstniveau for at oprette holde basale levestandarter. Dvs. nok penge til at anskaffe sig ting som mad, tøj og husly.

Begrebet fattigdom dækker dog bredere end i blot disse monetære termer: Manglende adgang til uddannelse, sundhed, vand eller huslys, betragtes også som en del af fattigdom overordnet set. Disse sidstnævnte fordeler sig jævnt over de andre generelle områder, som jeg dækker i serien, og behandles derfor i tilhørende indlæg.

I forhold til den økonomiske definition befinder Uganda sig i en situation hvor 19,7% (tal fra 2013) af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. I denne statistik findes naturligvis de svageste grupper i samfundet, herunder udsatte, efterladte børn. At cirka hver femte borger ikke har midler til at dække egne grundlæggende behov, er selvfølgelig et alarmerende problem, men Uganda har faktisk gjort store fremskridt på denne front. I 2006 var den procentdel af befolkningen, der levede under fattigdomsgrænsen, helt oppe på 31,1%. Uganda er hermed et af de lande syd for Sahara, der hurtigst har forbedret sin fattigdomssituation. Det er et imponerende fremskridt, men – som tidligere nævnt – ikke hele udfordringen. På en række af de non-monetære områder halter Uganda desværre bagefter mange af regionens andre lande, eksempelvis på sundhedsområdet, som jeg dækkede sidst.

At den monetære fremgang i så høj grad er lykkedes, skyldes en række faktorer, vigtigst evnen til at skabe de rette politiske rammer for handel med fortrinsvist landbrugsvarer. De politiske rammer sammen med stigende priser og gode vejrforhold har været de afgørende faktorer. Derudover er det relevant at nævne, at den stabile fredsituation i den nordlige del af landet også har bidraget til fremgangen.

Hvad byder fremtiden på?

Politisk stabilitet sammen fortsat international efterspørgsel efter landbrugsvarer er de mest afgørende forhold, der afgør om Uganda kan fortsætte den positive trend i forhold til fattigdomsbekæmpelse. Oplever landet derimod tilbagegang på disse områder, er der en høj risiko for at mange vil falde tilbage under fattigdomsgrænsen, da det sociale sikkerhedsnet i Uganda er meget begrænset. Udviklingen kan også understøttes på anden vis, hvis den nuværende faldende fødselsrate fortsætter. Dette minimerer familiernes omkostninger og er med til at forbedre statistikken yderligere. Sammenfattet vil det sige, at fremtiden kan tegne lovende, men både interne og eksterne forhold vil være med til at diktere udfaldet.

Skolerne, som dem Verdens Børn støtter, er afgørende for at børnene kan få et liv på den rigtige side af fattigdomsgrænsen. Det stærkeste kort, vi kan give børnene for et liv over fattigdomsgrænsen, er en god grunduddannelse, og netop uddannelsessituationen vil jeg sætte fokus på i næste indlæg.

(Kilderne til dette indlæg kommer fra The CIA World Factbook / The World Bank / Cambridge Dictionary).

[1] Kilde : Cambridge Dictionary (http://dictionary.cambridge.org/dictionary/english/poverty-line)

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll to Top