Bliv klogere på dit barns vilkår: Uganda det samlede billede
Af Mark Straarup
Hvorfor har Verdens Børn valgt at arbejde i Uganda? Der kan være mange forskellige svar på dette spørgsmål, men der er en ting, der indgår i dem alle, og det er de barske vilkår, som så mange børn i Uganda vokser op under. Der er brug for den støtte, organisationer som denne leverer, for i opposition til et sundt og trygt liv står en række nedbrydende samfundsvilkår. I de tre foregående artikler i artikelserien om Uganda fokuserede jeg på nogle af de mest udfordrende faktorer: sundhedssituationen, fattigdommen, og ikke mindst den vold og korruption, der hersker i Uganda. Denne artikel vil sammenfatte disse faktorer, så læseren kan få en fornemmelse af helhedsbilledet, og bedre forstå den samlede udfordring disse børn står over for.
Sundhedssituationen
Østafrika er blandt de værst ramte områder i verden, når det kommer til sygdom og manglen på sund mad og drikke. Risikoen for at blive ramt af større infektionssygdomme kategoriseres til høj i Uganda, og det er ikke mindst på grund af de dårlige drikkevandsforhold. Dette er et af de områder, som de skoler, Verdens Børn støtter, har gjort en stor indsats for at forbedre. Disse sygdomme er en af de største hindringer i kampen for at opnå et liv fri for fattigdom. Et sundt og raskt liv er et nødvendigt fundament for den svære kamp for en god og lærerig opvækst.
Fattigdom
Hvad vil det sige?
For at få en ide om et lands fattigdomstilstand, bruger økonomer demografiske nøgletal på indkomst og disponible midler, og sammenligner disse med den såkaldte fattigdomsgrænse. Denne beskriver en persons nødvendige indkomstniveau for at opretholde en basal levestandard. I Uganda lever hver femte borger under fattigdomsgrænsen, og landets udsatte børn og unge udgør en stor del af denne statistik. Dette er en alarmerende høj andel af samfundet, men det er faktisk en stor forbedring i forhold til landets situation for bare 10 år siden. Jo større forbedringer landet opnår, jo flere mennesker vil have midler til at udvikle sig videre frem for blot at opretholde en basal levestandard. For de, der ikke har udsigt til denne frihed, er det afgørende, at eksterne organisationer kan tilbyde midler og støtte, og dermed løfte, hvor kræfterne ikke kan opstå organisk. Viljen til at levere ekstern støtte er altså afgørende, men det hjælper intet, hvis det ikke når sit mål, og korruption er den største fjende i denne sammenhæng.
Vold og korruption
Korruption er den væsentligste årsag til at økonomisk fremgang hæmmes. Det listes som Ugandas allerstørste stopklods i forhold til udlandsinvesteringer og standser landet internt i at opbygge et stabilt fundament for handel med den samfundsøkonomiske gevinst, det medfører. På trods af den høje korruption er den bølge af vold og kriminalitet, om ofte følger korruptionen, relativt lav. Den er stadig problematisk og ville blive oplevet som absolut kritisk under danske forhold, men den er ikke i nærheden af det, man finder i andre lande med lignende korruptionsudfordringer. Her kan Sydafrika nævnes som et skrækeksempel.
Støtte gør en forskel
Det må siges at være problematisk at vokse op som et udsat barn i Uganda. Mulighederne er få, og udfordringerne mange. Kan det lykkes at afskærme en lille gruppe af disse børn fra kritiske sygdomme, sikre dem de nødvendige livsfornødenheder, herunder også basal uddannelse? Hvis de kan friholdes fra korruptionens og voldens destruktive natur, og opnå dannelse og modenhed, når de bliver unge voksne, vil de have de bedste muligheder for at skabe et godt og oplyst liv for dem selv og deres nærmeste. Herudover, og måske endnu vigtigere, vil disse unge kunne være medansvarlige for landets fremtidige ledelse og søge at skabe det endelig mål, netop at give disse muligheder til de mange og ikke kun de få.
Netop derfor er det så vigtigt, at Verdens Børn, med jeres støtte, udfører det kvalitative arbejde ude på skolerne i Uganda. At støtte den gruppe børn, som I gør, skaber kvalitet for den enkelte, og håb for de mange.