Skoleforholdene i Uganda og Indien
Af Marianne Stryhn
Set med danske øjne
Skoleforholdene i Uganda og Indien er på mange måder anderledes end i Danmark.
260 mio. børn i skolealderen i Indien
Indien har 260 mio. børn i skolealderen. Det er flere end noget andet land i verden. Siden 1980 er andelen af indiske teenagere uden skolegang faldet fra omkring 50% til 10%. Det lyder som en kæmpestor succes. Imidlertid ligger der en lige så stor udfordring i at sørge for, at eleverne rent faktisk lærer, det de skal. Halvdelen af de 9-årige kan ikke lave et simpelt regnestykke, som fx 8+9, og halvdelen af de 10-årige kan ikke læse et tekststykke beregnet til 7-årige. 15-årige elever i de indiske delstater Tamil Nadu og Himachal Pradesh er fem år bagud i forhold til samme aldersgruppe i Shanghai1.
Der er dog også lyspunkter, for mens Indien tidligere har investeret meget i eliteuddannelser, er landet i de senere år begyndt at investere meget i bredden. Den gratis skolefrokost udgør et af verdens største fødevareprogrammer og hjælper millioner af børn, der ellers risikerede at være for sultne til at lære noget. I 1991 kunne blot 52% læse, mens 74% kunne læse i 20112. Den væsentligste årsag til, at eleverne ikke får større udbytte af undervisningen, er dels lærerne, der generelt mangler motivation, dels at pensum er overambitiøst og utidssvarende. Eleverne rykker automatisk et klassetrin op hvert år, og der er ingen kontrol med, at de har lært, det de skal på de enkelte klassetrin. De meget magtfulde fagforeninger for lærere gør det vanskeligt at fyre lærere, og de er tidligere ofte blevet ansat på grund af deres forbindelser eller bestikkelse. Hver dag pjækker hver 4. lærer!3 I et forsøg på at rette op på situationen, indførte regeringen i 2011 en test for læreraspiranter, men op mod 99% dumper hvert år, sandsynligvis pga. det elitære pensum. Premierminister Narendra Modi har således stadig en meget stor og vigtig opgave at løfte.
Lasses indtryk fra Durgapur, Santibari og Albella Boys Home
I oktober sidste år besøgte Lasse Dissing Egebjerg, skoler på Verdens Børns projekter i Durgapur, Santibari og Albella Boys Home. Lasse tilbragte længst tid i Durgapur, hvor han underviste de yngste børn i engelsk og gav lektiehjælp. Han oplevede de største udfordringer som forældede skolebøger, mangel på velkvalificerede lærere og fraværet af tekniske hjælpemidler, som fx lommeregnere og computere. Desuden er klassekvotienterne meget store, som Lasse fortæller:
”Jeg tror, der var max 15 lærere til over 1200 elever på skolen for Santibaris ældste piger. Med de mange elever per klasse er der slet ikke samme muligheder som i Danmark for, at lærerne kan tage højde for elevernes forskelle i forhold til læring og dermed differentiere undervisningen.”
Eleverne i Indien udviser stor respekt for voksne og lærere. Lasse bemærkede, at eleverne i Indien er rigtig gode til udenadslære og til opgaver, hvor der kun findes én løsning og ikke er plads til så megen kreativitet. Han mødte elever, der er langt over de danske elevers niveau i fx matematik. Engelskkundskaberne er til gengæld ret begrænsede, og samarbejdsevnerne langt under dansk niveau, da det ikke opøves gennem gruppearbejde eller andre former for samarbejde. Undervisningen foregår som envejskommunikation, og der lægges stor vægt på elevernes håndskrift og orden. Der undervises i de samme fag som i Danmark, bortset fra de kreative fag. Til gengæld har eleverne på Durgapur og Santibari rig mulighed for at udfolde sig kreativt i deres fritid, hvor de går til bl.a. kunst, dans og karate.
Eleverne går i skole 6-9 timer og bruger 3-5 timer om dagen på lektier, hvilket er langt over tidsforbruget i Danmark. Skolerne har vanskeligt ved at tiltrække kompetente lærere, da de foretrækker at arbejde i de større byer.
Skolegang i Uganda
I Uganda er den største udfordring for det offentlige uddannelsessystem at få alle børn i skole. I 1990’erne begyndte kun ca. halvdelen af en årgang den 7-årige grundskole, og frafaldet var betydeligt.5 I Uganda går mange børn 3 år i børnehaveklasse fra de er 3 år6. Her undervises især i engelsk, således at de allerede i 1. klasse kan tale nogenlunde engelsk og skrive simple sætninger på engelsk. Fra 1. klasse er undervisningssproget engelsk. Det almindelige skoleforløb slutter efter 7. klasse. Hvis eleven er dygtig nok, og familien har råd, kan de fortsætte deres skolegang. Skoleåret i Uganda er delt op i 3 semestre: Fra februar til begyndelsen af maj, dernæst juni til august og sidste semester er fra september til november. I alle skoler i Uganda bruger børnene skoleuniform og eleverne må ikke have langt hår – både piger og drenge må kun have 2 mm hår på hovedet for at undgå lus og lopper. Eleverne skal medbringe koste, toiletpapir, sæbe, skrivehæfter, blyanter m.m., og rigtig mange familier har ikke råd til disse ting. Undervisningen i de ugandiske folkeskoler er – i hvert fald i teorien – gratis indtil 7. klasse, men familien skal alligevel betale skolepenge. De penge, som skolerne modtager fra den ugandiske regering, er ikke nok til at drive en skole.7
Wagns indtryk fra Kakundi og Mukono
Wagn Winkel fører som projektansvarlig tilsyn med skoler i Indien og Uganda. I medlemsbladet fra februar 2017 berettede Wagn i tråd med Lasse om klassekvotienter på ofte over 100 i de to lande samtidig med, at han oplevede ro og disciplin i klasserne. Envejsundervisningen betyder, at undervisningen i engelsk kun omfatter læsning og oversættelse, og engelsk bliver dermed primært et passivt sprog, mens mundtlig engelsk først bliver øvet, hvis eleven får en videregående uddannelse.
På Verdens Børns skoler i Kakundi og Mukono er klassekvotienten kun 35, og dermed væsentligt lavere end andre steder i Uganda. Der lægges her også vægt på kreative fag, som drama, sport, musik og sang. Wagn besøgte Mukono-skolen og overværede undervisningen i en 5.klasse og en 1.klasse. Typisk stiller læreren spørgsmål, og eleverne svarer i kor, og det hele gentages mange gange. Børnene bærer uniformer, og der bruges i 1. klasse afbræk med fysiske øvelser for at modvirke træthed. Børnene hentes også op til tavlen for at forklare noget eller løse opgaver, og læreren opfordrer klassekammeraterne til at klappe, når resultatet er godt, og er det ikke godt, roses eleven for at prøve.
Bump på den lange vej mod målet
Det er en lang og snoet vej med bump undervejs, men målet er klart og det går den rigtige vej i både Indien og Uganda. Skolegangen i begge lande kan på nogle områder, som udenadslæren og autoriteten, bringe minder om fortidens skolegang i Danmark. Projekter drevet af velgørende organisationer kan bidrage med inspiration udefra og ikke mindst med nogle af de ressourcer, som der er så hårdt brug for, hvis ambitionen om – kvalificeret – skolegang til alle skal nås.
