På handikaphjemmet Puthu Udhayam, der er en del af Sct. Josept Development Trust, står en kvinde i spidsen for den daglige drift af hjemmet. Hendes navn er Angel, og i de sidste 10 år har hun sørget for, at handikappede børn, der er svigtet af deres forældre og det indiske system, har et sted at høre til. Og når man møder hende iklædt sin pink mønstret sari og med håret i en lang fletning, fornemmer man hurtigt, at hun er en kvinde med rank ryg. Stolt, skarp men hjertelig.
Angel er uddannet sygeplejerske, og før hun kom til Puthu Udhayam arbejdede hun på et hospital i byen Batlagundu. Hun er gift og mor til to børn – en pige på 17, og en dreng på 11, og familielivet gjorde, at hun besluttede at skifte job.
”Det blev svært at passe min familie, når jeg også skulle have nattevagter på hospitalet. Det her job passede mig perfekt. Jeg har altid lært, at man skal hjælp andre. Især dem, der har brug for en ekstra hånd, så hvad kunne være bedre end Puthu Udhayam,” fortæller Angel.
”Jeg føler mig meget velsignet over at se dem få de her evner”
På Puthu Udhayam gælder andre vilkår. Med børn, der har enten fysiske eller mentale handikap, er der fokus på opgaver, man normalt tager for givet. Det betyder, at Angel i dag ikke kun er sygeplejerske, men også lærer og fysioterapeut. Læringskurven har altså været stejl, men de mange opgaver passer hende alligevel godt, fordi hun føler, at hun faktisk gør en forskel.
Det er også derfor, hun hurtigt – næsten afbrydende – siger ja, hvis man spørger hende, om hun elsker sit arbejde.
”Børnene kommer løbende mod mig hver dag, og det gør mig varm om hjertet. Vi snakker om børn, hvis forældre ikke ønsker dem, og det er tydeligt, at børnene har meget mere kærlighed for deres forældre end omvendt. På hjemmet har de voksne mennesker, som giver dem den samme kærlighed tilbage,” fortæller hun med et varmt smil.
Man mærker hurtigt sandheden bag de ord, når man besøger Puthu Udhayam. De voksne er ikke blege for at dele knus ud, og børnene er på den anden side heller ikke bange for at give nogen tilbage. Det er i sig selv tankevækkende, når mange af børnene er blevet mødt med vold og ovegreb, inden de kom til hjemmet. Det fortæller meget om, hvad et trygt miljø kan gøre af forskel.
Angel bekræfter nikkende dette.
”Børn er så uskyldige, og i et land som Indien, hvor handikappede børn bliver betragtet som spild for samfundet, at det er en gave at se dem udvikle sig og vokse op. Fordi de kan meget mere, end det indiske samfund tror”, siger hun og fortsætter;
”Størstedelen af børnene, der kommer hertil, har ikke lært at spise eller tage tøj på, og det er den opgave, vi skal hjælpe dem med. Børnene skal lære at klare sig selv, så de kan få et liv, der er både værdigt og forhåbentlig givende. Jeg føler mig meget velsignet over at se dem få de her evner,”
Bekymret men stadig fuld af håb
Selvom Angel er glad for sit arbejde, går hun dog ikke altid med et smil på arbejde. Med det store antal handikappede børn i Indien, der har brug for hjælp, og med en indisk fortælling, der lyder, at handikappede børn er en forbandelse fra gud, er der mange ting, der bekymrer hende.
”Jeg kan godt være bange for, at vi aldrig får bedre rettigheder til både indiske børn og voksne med handikap. Og det kan også være svært at få andre til at støtte de her børn, fordi de ofte føler, at der ingen fremtid er i dem, men det passer ikke. Det, at give de her børn et godt liv, må da vægte lige så meget som en uddannelse,” siger hun med let dirrende stemme.
Man kan tydelig mærke Angels frustration, og man forstår også godt hvorfor. Mange af børnene er blevet kasseret af deres forældre, og det er ikke en unormal historie, at man har fundet børn efterladt til døden mellem skrald og sten.
Puthu Udhayam arbejder derfor på at gøre sig selv bæredygtige, så de kan hjælpe flere børn. Børnene lærer at lave halskæder, som de kan sælge videre, så hjemmet forhåbentligt kan klare sig bedre økonomisk. For fadderskaber til den her slag børn, hænger ikke på træerne. Derudover kæmper de for at få lov til at beholde børnene, selvom de er blevet 18 år. Men det er lang kamp mod regeringen.
Angel er dog ikke håbløs, for der er en masse gode historie at hente. Blandt andet den om Rama, der som 8-årig ankom til børnehjemmet. Hun blev fundet forladt i nogle sten, og hun kunne praktisk talt ikke noget som helst. Det kan hun nu og mere til, og den slags fortællinger er ikke enestående. Det er også derfor, at der er meget mere godt end skidt.
”Børnene er glade. Mit ønske er bare, at vi kan gøre endnu flere af de slags barn lige så glade,” afslutter hun.
