At få en datter er som at vande naboens datter, lyder et indisk ordsprog. Underforstået, at eftersom en datter alligevel skal giftes væk, så der er ingen grund til at uddanne hende.
Dem filosofi køber ingen ind på på St. Joseph’s Middle School i Sydindien. Tværtimod.
På privatskolen, der går fra klassetrin første til ottende, og som kun er for piger – lige nu 233 af dem – sitrer ambitionerne i luften. En energi, man lynhurtigt mærker, når man træder ind i den åbne, sandede skolegård.
Her er der nemlig plads til at stræbe efter at blive læge, advokat, sygeplejerske eller ingeniør. Også selvom du er en pige. Og det er præcis sådan, det skal være, fortæller den kvindelige forstander på skolen, som også selv underviser pigerne.
– Det er overhovedet ikke let at være pige og gå i skole i Indien. Ofte er det kun på lånt tid, de er her, da de ofte ryger tilbage til husarbejdet, når de bliver gift. Vi vil derfor gerne give dem de bedste muligheder for at dygtiggøre sig, så de har gode chancer for videreuddannelse, siger hun og forsætter;
– Og vi kan se, at det virker. Pigerne her på skolen klarer sig rigtig godt, og en del læser videre efterfølgende. Det er godt for dem, og det er godt for samfundet.
Alle skal hjælpes
Hvorfor eleverne på skolen klarer sig så godt, skyldes blandt andet et maks. antal elever i hver klasse og en opdeling af A – og B-klasser, fortæller forstanderinden. Og så selvfølgelig det faktum, at elevernes fremtid ikke defineres ud fra deres køn men ud fra troen på deres evner.
– Her er de først og fremmest elever. Og altså ikke kun piger, uddyber forstanderinden.
Det er især opdelingen af eleverne efter niveau, der har en positiv effekt på elevernes læring. Forstanderinden forklarer det med, at lærerne får en bedre føling og forståelse for, hvor de skal sætte ind og hjælpe de forskellige elever. Både dem, som har brug for en ekstra hånd, og dem, der har lettere ved det faglige.
– Vi har elever, som har læringsproblemer, og dem skal vi ind og hjælpe på en anden måde end de mere boglige elever. Vi tager kærlig hånd om dem og tilbyder en undervisning, der passer i deres tempo, og vi kan tydeligt se, at de bliver dygtigere, fordi de bliver hjulpet hele vejen igennem, siger forstanderinden med kærlig stemme, mens hun i samme omgang beskriver, hvad de gør for at holde på eleverne. Det er nemlig et tilbagevendende problem, at eleverne fra tid til anden ikke dukker op til timerne.
– Når vi oplever, at en elev pludselig ikke har været i skole i et par dage, så tager vi hjem og besøger forældrene. Det lægger os meget på hjertet, at børnene har det godt, siger hun.
En af de hyppigste årsager til, at elever indimellem bliver væk, skyldes, at de ofte skal arbejde for deres forældre, der typisk lever fra hånd til mund.
– Mange af forældrene lever fra dag til dag, så for dem er lønnen, de modtager i morgen meget mere håndgribelig end den økonomiske gevinst ved uddannelse, der først kan mærkes om mange år. Så der handler det om at forklare, hvor vigtigt det er, at deres datter kommer i skole og tager en uddannelse. Både for deres og hendes skyld, siger forstanderinden.
Lærerne: Det er det hele værd
Med de mange udfordringer med blandt andet forældre, der ikke ser nødvendigheden i skolen, og de mange vidnesbyrd om, at Indiens pigebørn stadig betragtes som andenrangsborgere, kunne man foranlediges til at tro, at forstanderinden med årene har fået opbygget en vis hårdhed. Men ømheden, der ligger i forstanderindens stemmen, når hun snakker om eleverne og skolen som helhed, fortæller en helt anden historie. Et kendetræk, der også går igen ved resten af lærestaben.
– Jeg har set og oplevet mange knuste drømme og hjerteskærende historier, men jeg kan ikke miste håbet. For der er også mange gode historier. Og dem samler jeg mere på end de dårlige, siger forstanderinden, mens mange af lærerne nikker enstemmigt.
Med den indstilling, er der derfor heller ingen tvivl om, at det er med hjerte og sjæl, at de hver dag træder ind ad jerngitterporten og begiver sig i kast med dagens undervisning. Om det så er matematik, engelsk, samfundsskab eller fysik, der står på skemaet.
For det er altid det hele værd, siger de alle. Pigerne i Indien fortjener det nemlig.
– Jeg glemmer alt det derhjemme, når jeg er på arbejde. Jeg føler mig meget velsignet, når jeg underviser og er sammen med børnene, siger en matematiklærer, der hurtig bliver suppleret af en kollega, som underviser i tamil.
– Når en elev, hvis niveau normalt er under middel, begynder at kunne svare på spørgsmål og være med i undervisningen, så er det en fantastisk følelse. Vi får lov til at se dem udvikle sig til selvstændige individer, og det værdsætter jeg virkelig hver dag.
