Af Jesper Hallas Jessen jhj@verdensboern.dk
Som sædvanlig har børnene fejret nytår i april, hvor de var hjemme på nytårsferie. Under normale omstændigheder fejres nytåret med forskellige traditionelle retter. På grund af inflation i landet har festligheder været vanskeliggjort. Priser på olie og gas er steget voldsomt og fødevarepriser er i gennemsnit steget med 30% i forhold til sidste år. Det gør det umuligt for fattige familier at få mad på bordet. Skoleferien varede til 18. april og børnene er igen vendt tilbage til skolerne. Alle børn er igen glade og I fuld gang med at dygtiggøre sig.
Postforbindelsen der under corona var lukket, er igen åbnet. Derfor har det i et par år ikke været muligt at sende sommerbreve fra børnene. Heldigvis er vi også hvad dette angår ved at vende tilbage til normalen. Børne-breve fra Døveskolen ‘National Council for the Deaf’ i Colombo er allerede modtaget og på vej til deres faddere. Det vil kunne ses, at en del af børnene er noget ældre, hvilket skyldes, at de på grund af corona ikke har kunnet afslutte skolegangen. Flere af dem kan først gå op til eksamen i 2022. En stor tak skal lyde til vore faddere, for at de har hjulpet dem igennem denne vanskelige periode. Fra Døve- og Blinde-skolen Sankandagala i Kandy forventes brevene at komme i løbet af maj/juni.