Nyheder

Julegaveidéer: Giv et fadderskab og deltag i rejsekonkurrencen

Elever på Albella Boys Home - af Morten Lundrup

Kunne du tænke dig at give en julegave til din familie eller venner, som virkelig har en betydning for et udsat barn? Forær et fadderskab og giv et barn mulighed for skolegang. Du deltager samtidig i konkurrencen om et rejsegavekort på 10.000 kr. til at besøge dit fadderbarn.


Af Nathalie Emsø

December måned er meget mere end nisser og julemusik. Det er en tid, hvor juletræet skal findes, maden skal forberedes, og gaverne til familien skal købes. Selvom det kan være en stresset tid for mange, er det en glæde at give gaver til sine nærmeste, og glæden kan blive større, hvis gaven samtidig giver mening og gavner de børn i verden med dårligere leveforhold.

Giv et fadderskab i julegave

Et fadderskab er en gave, der giver mening – både for barnet du hjælper, og for den du giver gaven til. Thorkild B. Jørgensen har været fadder i Verdens Børn siden 2002. For ham er det at være fadder noget ganske særligt, der har ført til masser af positive oplevelser.

– Jeg har ikke selv børn, så for mig har det virkelig været et privilegium at have oplevelsen af at have haft to ”døtre”, hvis liv jeg på godt og ondt har og har haft mulighed for at følge, fortæller Thorkild.

For Verdens Børn handler det om nærvær og personlig kontakt med sit fadderbarn. Modtageren af gaven vil derfor gennem personlige tegninger, breve, fortællinger m.m. kunne følge med i barnets opvækst, hverdag og skolegang.

– Min ”nuværende pige” er fantastisk dygtig og meget flittig. Jeg har derfor oprettet en uddannelseskonto i en af de lokale banker, så hun har mulighed for at realisere planerne om at kunne videreuddanne sig. Jeg er sikker på, at hvis det lykkes for hende at få det, der svarer til en studenteruddannelse, vil jeg blive lige så stolt, som danske forældre bliver, når deres barn kan tage huen på hovedet.

Med et fadderskab som gave giver du altså mere end blot penge. Du giver et udsat barn en bedre fremtid gennem skolegang, sundhed og tryghed.

Læs mere om, hvordan du kan give et fadderskab i julegave.

Vind en rejse til dit fadderbarn

Når du giver et fadderskab i julegave, deltager du samtidig i konkurrencen om et gavekort til at besøge dit fadderbarn. Her vil du få chancen for at se med egne øjne, hvor meget din støtte til barnet betyder.

Det antal faddere, du skaffer til Verdens Børn, giver dig et tilsvarende antal lodder i konkurrencen. Konkurrencen løber fra den 1. september 2016 til den 31. marts 2017. Vinderen bliver offentliggjort på generalforsamlingen i april 2017 og vil også få direkte besked.

Læs mere om, hvordan du deltager i rejsekonkurrencen.

Julegaveidéer fra webshoppen

Der er mange andre måder at hjælpe udsatte børn i december. I vores webshop kan du bl.a. købe julekort med tegninger, lavet af Verdens Børns børn, smukke halskæder fra Uganda, en bog eller et gavekort. Giver du et gavekort, vælger du selv, hvilket beløb du vil støtte med. Det mindste beløb er dog 100 kr. Beløbet går ubeskåret til Verdens Børns arbejde, og du vælger selv landet, du vil støtte.

Du kan også give børnene på vores projekter lys til lektielæsning ved at give en solcellelampe i julegave. Solcellelamperne er en potentiel julegave for den, der har lyst til at bringe lys i et barns og dets families hverdag.

Find inspiration og køb dine gaver i vores webshop eller kontakt vores webshopadministrator, Bente Fabech, på mail: bente.fabech@gmail.com eller tlf.: 23 36 63 28.

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll to Top