På Thorshøjgård skole i Ishøj har eleverne i uge 44 på flotteste vis afholdt Operation Livsværk. I den forbindelse har skolen involveret sine elever i indsamling af penge til opførsel af en sikkerhedsmur på en af Verdens Børns skoler – Mukono-skolen i Uganda. Denne mur skal være med til at øge sikkerheden for børnene, så de kan opholde sig i trygge rammer. Eleverne har dermed engageret sig i forskelligt arbejde for at hjælpe med indsamlingen til den nye sikkerhedsmur.
Thorshøjgård er for elever med særlige behov, og idéen med Operation Livsværk-projektet på Thorshøjgård skole har været at gøre en forskel for fattige og udsatte børn. Det betyder nemlig noget at være med til at hjælpe, og det giver selvtillid at være noget for andre, fortæller Kristina Andersen, som er leder på Thorshøjgård og projektansvarlig på Mukono-skolen. Udover at samle penge ind har eleverne afholdt oplæg om Operation Livsværk, og i marts 2019 rejser fire elever med til Uganda. Her skal de med på Mukono-skolen og møde de ansatte og børn, som vil få glæde af deres indsamling. Dermed kan eleverne se med deres egne øjne, at deres indsamling vil gøre en forskel for børnene.
I løbet af uge 44 har eleverne på Thorshøjgård afholdt walkathon og arbejdet med mange forskellige små – men krævende – jobs. Der har været stor entusiasme omkring indsamlingen, også selvom det har været hårdt arbejde. Eleverne har blandt andet skrubbet hylder i butikker, skiftet dæk, fældet træer og renset fælge – arbejde der alt sammen kræver masser af knofedt og gåpåmod. To friske elever fik også en stak postkort med hjem, og gik i deres fritid ud for at sælge dem. Derved kunne de skrabe lidt flere penge sammen til projektet.
Der blev i løbet af Operation Livsværk indsamlet 37.558 kr. Kristina Andersen fortæller, at det har været en rigtig god oplevelse for Thorshøjgårds elever. Hun fortæller desuden, at det har været dejligt at opleve, hvordan eleverne blev begejstrede for frivilligt arbejde – noget som ofte kan være svært at tage del i som ung med særligt behov. Efter en dag med krævende arbejde fortæller en elev endda: ”Det har været den bedste dag i mit liv! Tænk at det også er fedt at gøre noget for andre.”.
Operation Livsværk har været en succes både for Thorshøjgårds elever og for børnene på Mukono-skolen i Uganda. Eleverne på Thorshøjgård har haft et par gode dage med udfordringer, som oven i købet har resulteret i en bedre forståelse for, hvordan børn i andre lande har det. Derudover sætter det egne udfordringer i et bredere perspektiv. Når de fire elever vender hjem fra Uganda i foråret, vil de kunne fortælle og vise billeder fra deres tur. Eleverne kan dermed følge med i projektet og fortælle endnu mere om Mukono-skolen og de børn, de har været med til at hjælpe.
Artiklen er skrevet af Mette Nielsen