”Jeg er så heldig, at livet har givet mig alt, hvad jeg behøver. ”
Sådan skrev Palle Jensen fra Herlev til sin familie og venner, da han inviterede til håndmadder i anledning af sin 60 års fødselsdag. Han fortsatte: ”Hvis I har lyst til at give noget, foreslår vi, at I indbetaler et støttebeløb til Verdens Børn, som drives 100% af frivillige. Vi har i mange år støttet skolegang for piger på Madera skolen i det nordlige Uganda. Det er piger, som ellers ikke ville have mulighed for almindelig grundskoleuddannelse. ”
Palle ønskede ikke gaver og var ikke længe om at beslutte, at eleverne på Madera har mere glæde af gæsternes gaver end han selv.
”Vi har valgt at støtte piger, da det ifølge internationale undersøgelser medfører positiv udvikling socialt og økonomisk for pigernes familier og senere for lokalsamfundet”, argumenterer Palle.
Projektansvarlig for Madera
”Skolens leder Sr. Elizabeth understreger, at pigers uddannelse er særdeles vigtig i Uganda. Uddannelse gør kvinder mere uafhængige og giver dem mulighed, for at opnå en større økonomisk sikkerhed. Alt sammen for at opnå en mere tryg fremtid. Når pigerne går i skole, har de bedre mulighed for at undgå at blive giftet bort og undgå fysisk opslidende arbejde i en alt for tidlig alder. En donation, som den fra Palle og hans gæster, er med til at sikre, at der bliver råd fx til renovering af klasselokaler og etablering af nye toiletter. Helt basale ting for pigernes sundhed og læring. ” siger projektansvarlig Betina Sandberg Christensen.
På skolen inddrages eleverne også i de løbende forbedringer. Fx har skolens elever i år deltaget i en konkurrence med emnet miljøbeskyttelse. Til stor glæde for skolen vandt de førstepladsen og fik i den forbindelse en 1000-liters vandtank, hvilket er særdeles tiltrængt, da skolen har været plaget af tørke.
På Madera går der 968 elever. Faddere fra Verdens Børn støtter 186 af eleverne, enten som dagelever eller kostskoleelever.
Palle har kun fået positive tilbagemeldinger fra sine gæster. Både unge og gamle synes, det var en fin idé at samle penge til fadderbørn. Palle fortæller: ”Jeg og min familie lægger vægt på, at de stærkeste skuldre skal bære. Det gælder både i familien, i vores land og globalt. Det nytter at støtte, og det er en stor tilfredsstillelse at vide, at vi i fællesskab er med til at gøre en forskel for fadderbørnene på Madera. Min familie og mine venner deler heldigvis de samme værdier. ”
”Hvert år kan vi læse om det gode arbejde, som skolens leder og medarbejdere yder. Der bliver stillet krav til pigerne, om at udnytte deres evner og det sker på en positiv og respektfuld måde. ” fortæller Palle. Konkurrencer og sportsaktiviteter på skolen er bestemt også et plus”, supplerer Palle, ”Leg, sport og læring kobles naturligt sammen. ”
Verdens Børn er valgt, fordi foreningen sender alle fadderbidrag ubeskåret til børnene. Det kan kun lade sig gøre, fordi foreningen er drevet af frivillige.
”Vi glæder os til at følge skolens videre arbejde og høre hvordan pengene gjorde gavn på skolen. Jeg kan kun opfordre andre, til at gøre det samme.” afslutter Palle.
Skal du fejre noget i 2019? Ønsk dig gavedonationer ligesom Palle.
Hvis du fx holder barnedåb eller sølvbryllup, kan du ønske dig i gave, at dine gæster støtter Verdens Børn.
I kan støtte et projekt eller en skole. Men det er også muligt at støtte generelt – pengene registreres og bogføres som særligt bidrag.
Af Nanette Borges, medlem af bestyrelsen