Smilende, dygtig og altid klar med en hjælpende hånd. Det er de ord, man hører mest, når man får beskrevet Edison Thomas, projektkoordinator på Sct. Joseph Development Trust (SJDT).
Man mærker og ser hurtigt, hvorfor Edison Thomas har fået det fine skudsmål. Hvor end han er, og hvad han end gør, er det altid med varme øjne, et sympatisk smil og en ømhed – både når det gælder leg med børnene, praktiske gøremål eller en hyggelig snak med de øvrige ansatte på SJDT.
Men det er ikke kun en smittende personlighed, der indrammer Edison. Kompetencer og dedikation i forhold til sit arbejde er i lige så høj grad en del af hans DNA. Et arbejde, hvor han blandt andet hjælper handicappede børn med lægehjælp, medicin og uddannelse, og hvor han finder fonde og organisationer, der vil støtte de forskellig børnehjem, som SJDT driver.
For Edison er det, han gør, en selvfølge. Det er nemlig magtpåliggende for ham, at efterladte børn har voksne skuldre, der løfter for dem, når deres forældre ikke gør det.
Vidnesbyrd om en forskel
Egentligt ville Edison være lærer. I stedet endte han med at tage en bachelor i teologi, hvor han efterfølgende arbejdede et år på Sri Lanka sammen med Sebastian, der er Executive Director på SJDT. Der var der, han reelt fik smag for det arbejde, som i dag præger hans liv, og som gør, at han er landet hos SJDT.
-Helt grundlæggende har jeg altid vidst, at jeg skulle arbejde med børn på den ene eller anden måde, siger Edison. -Men efter min tid på Sri Lanka indså jeg, at jeg gerne ville arbejde for Sebastian, fordi jeg kunne se, hvad han udretter for de børn, som ingen andre ser. Vi giver dem den tryghed og de muligheder, som de ikke har fået derhjemme. Det er meget meningsfuldt og givende, og vores børn fortjener det.
Han er derfor også glad og stolt af sit arbejde. Ikke mindst fordi, han kan se, at mange af børnene efter endt skolegang har fået et rigtig godt liv. Et tydeligt vidnesbyrd om, at Sct. Joseph spiller en enorm rolle, påpeger han.
De udsatte børn
På hjemmefronten blev Edison sidste år gift med Shino. Og selvom der ikke er børn på vej, så håber han på, at de snart kommer.
Udsigten til selv at blive far har kun gjort ham endnu mere bevidst om, at arbejdet med børnehjemsbørn og børn i det hele taget er vigtigere end nogensinde før. Især, når det gælder piger og handicappede i Indien, der er frygtelig udsatte.
-Indien skal have ændret hele måden, man vurderer piger og handicappede. Fra at blive anset som underlegne og ligegyldige skal de betragtes som det, de er: Nemlig en del af de ressourcer Indien har hårdt brug. Derfor skal de selvfølgelig have de præcis samme vilkår som drenge og ikke-handicappede.
Det går for langsomt
Stemmen er fast og bestemt – ikke mindst da han fortsætter:
-De processer er allerede i gang. Jeg kan se, hvordan vi har rykket os fra min bedstemor levede og til i dag. Men det går ikke hurtigt nok. Derfor skal vi støtte kampen for lige muligheder for alle børn og presse mere på end nogensinde.
At det bliver en lang sej kamp, er Edison slet ikke i tvivl om, men han er fortrøstningsfuld. Og hvis han en indimellem mister pusten, går han en tur på et af børnehjemmene. Det er en god påmindelse om, hvorfor han gør det her.
-Man kan ikke miste modet, når man ser glade børn, der har livet foran sig, smiler han. -Et liv med muligheder, som vi skal hjælpe dem med at indfri på bedst mulig måde.
Læs også: Mød en ansat: Angel, forstanderinde på Puthu Udhayam
