Julen nærmer sig, og pigerne på Santibari glæder sig over en måned, der er fyldt med sang, dans og glæde.
Af Sara Vorre Rothstein
svr@verdensboern.dk
Pigerne på Santibari er vilde med julen og glæder sig derfor over, at december måned er i fuld gang. I hele julemåneden optræder pigerne med sang og dans i den kirke, som er nabo til børnehjemmet. På selve juledagen optræder de inde på børnehjemmet på en lille scene, hvor de synger i mikrofoner og danser for et lokalt publikum. Merete Hansson, projektansvarlig for Santibari, fortæller, at pigerne ”elsker at optræde – især når de får lov til at synge og underholde gennem mikrofonen”. Derudover er juledagen helt særlig for pigerne, da de bliver serveret lækkerier og får julegaver. ”Når de den 25. december skal pakke gaver op, vil de blive overrasket af blandt andet fine kjoler, neglelak og sminke”, fortæller Merete Hansson. Børnehjemmets personale sørger nemlig for at købe de helt rigtige gaver ind til pigerne flere måneder i forvejen. De dedikerede medarbejdere får også en gave juledag, der oftest er en ny sari eller et sjal.
Julemaden i Indien er noget anderledes end den, vi kender i Danmark. Flæskestegen er skiftet ud med Dahl, en indisk gryderet af kogte linser. Til hverdag serveres Dahl som en vegetarisk ret, men til jul er der også kylling eller lam i, hvilket for pigerne er ren luksus. Derudover serveres der kage og kiks til dessert.
Santibari ligger i den lille landsby Narayanpur og er grundlagt af den kristne missionær Ellen Laursen – derfor er julen betydningsfuld for børn og medarbejdere på Santibari.
Artiklen er rettet tirsdag d. 15 marts 2022