Efter mere end to år med coronapandemien har det endelig været muligt at besøge Mukono Children’s Home og Seeta CUPS i Uganda. Det var skønt at se børnene igen, lyder det fra projektansvarlig.
Af Monica Carabias-Jensen, mcj@verdensboern.dk
I januar åbnede skolerne i Uganda efter en meget lang nedlukning. Det betød også, at Kristina Andersen kunne besøge de projekter i Uganda, som hun er ansvarlig for.
”Udover gensynet med mange kendte ansigter, mødte jeg også mange nye børn, der er kommet i skole for første gang. De kiggede skeptisk på min blege hud og lange næse, men de overgav sig hurtigt til leg og latter, da de så, hvor hjerteligt de ældre børn tog imod mig,” fortæller Kristina Andersen med et smil på læben.
I Uganda har man haft den længste skolenedlukning i verden, som har varet i knap to år. Det har haft alvorlige konsekvenser for børnene.
”Det var hjerteskærende at høre, hvordan mange har levet i øget fattigdom under nedlukningen. Flere fortalte, at de i perioder kun havde fået mad hver tredje dag,” siger Kristina Andersen.
På Mukono Children’s Home er den almindelige hverdag før coronapandemien så småt ved at vende tilbage.
”Nu får børnene mad hver dag igen. De er stadig meget tynde, synes jeg, men det er langt bedre end for to måneder siden,” siger Kristina Andersen og fortsætter: ”Alle 500 børn fik en ormekur og en indsprøjtning med D-vitamin som det første, da de vendte tilbage på skolen. De har også alle sammen fået et generelt sundhedstjek.”
Flere børn er droppet ud af skolen
Coronapandemien har sat dybe spor i Uganda. På landsplan regner man med, at hvert tredje barn i grundskolen ikke er vendt tilbage på skolebænken efter genåbningen af landet.
På Mukono Children’s Home er der 18 fadderbørn, som ikke er kommet tilbage på skolen.
”To af børnene er droppet ud af skolen, fordi de har fået arbejde i en frisør. Men de andre 16 børn ved vi ikke, hvor er. Der er blevet ringet rundt og kørt hen til deres hjem for at lokalisere dem, men det har ikke været muligt at finde dem. Det er klart, at vi er bekymrede for, hvad der er sket med dem. Er de døde af sult? Er de begyndt at arbejde? Eller er familien bare flyttet til en anden by? Vi ved det desværre ikke,” fortæller Kristina Andersen, der håber på, at fadderne har lyst til at støtte nogle nye børn.
