Søg
Close this search box.

Nyheder

Happy homes: Fortællinger fra Indien

Udendørs lektielæsning på børnehjemmet i Kariyalur i Indien

I februar besøgte Per Lindrup og Hanne Matthiesen de tre projekter, som Verdens Børn støtter, i Sydindien. De beretter om store fremskridt på især V. Sithur, og om et godt, langvarigt samarbejde med Happy Home.

V. Sithur

Langt ude på landet, omkring fire timers kørsel sydvest for Chennai ligger børnehjemmet V. Sithur, som Verdens børn støtter økonomisk, og 50 børn har fadderskaber gennem Verdens Børn. Børnene kommer fra hjem, hvor forældrene er analfabeter, og børnene lider ofte af fejlernæring ved ankomsten.

Hanne har besøgt projektet stort set hvert år siden 2005, og hun beretter om store fremskridt.

Projektet ledes af Benjamin Sudhakar, der er præst og bor et par timers kørsel fra V. Sithur. Han er på børnehjemmet en til to gange om ugen, og har igangsat mange forbedringer. Personalet er blevet udskiftet og består nu af en plejefar og en plejemor samt en ung medhjælper.

Børnene er tydeligt trygge og glade for dem. Det er også tydeligt, at kosten er blevet forbedret efter to år med særlig fokus på dette.
Der kommer dagligt en kok fra landsbyen og tilbereder den.

Børnene går i den nærliggende regeringsskole, og på børnehjemmet gøres der nu en stor indsats for at forbedre deres udbytte af skolegangen. Der er dels sat lys op ved sovesalene, så der kan læses lektier om morgenen og om aftenen, dels kommer der et par gange om ugen en studerende og hjælper med lektielæsning og eksamensforberedelse.

Der er etableret et lille bibliotek med globus, opsat overvågningskameraer, etableret et vandrensningsanlæg, udført malerarbejde og lavet småreparationer og nye døre til drengenes toiletter. En fadder har stillet en donation i udsigt, som vil gøre det muligt også at anskaffe nye døre til pigernes toiletter. Der er også et stort behov for flisebelægning ved sovesalene.

Forbedringerne har givet bedre trivsel og er også så småt begyndt at give resultater i forhold til børnenes kundskaber. Hanne og Per oplevede, at børnene under besøget i februar forsøgte at tale engelsk med dem, og for første gang kan to af børnehjemmets børn, Nivetha og Chitra, gennemføre hhv. en bachelor og en mastergrad i IT og økonomi.

Hanne og Per underskrev på Verdens Børns vegne en 1-årig samarbejdsaftale.

Kariyalur

I en afsides bjergegn, cirka syv timers kørsel sydvest for Chennai, ligger Kariyalur, hvor Verdens Børn har omkring 70 fadderskaber. Skolens ca. 350 børn må bo på skolen, da de kommer fra afsidesliggende små landsbyer, og vejene er få og dårlige. Området er præget af fattigdom, og også her er mange af forældrene analfabeter.

Thanfadurai er tiltrådt som leder, siden Per og Hanne sidst besøgte projektet. Thanfadurai er fortrinsvis optaget af at tage sig af sponsorer, mens hans førstemand Patel, der har været på Kariyalur i mange år, har styr på den daglige drift, børnelister, regnskaber osv.

Hverdagen ser ud til at fungere som hidtil, og børnene ser sunde og raske ud. Hanne og Per delte nyt tøj ud til børnene, mens det er regeringen, der skal sørge for skoleuniformer. De store elever har fået nye uniformer. De små elever trænger også, men det har ledelsen på Kariyalur desværre ingen indflydelse på.

Verdens Børn ønsker fortsat at støtte de 70 børn med fadderskaber og har underskrevet en ny 5-årig samarbejdsaftale med Kariyalur.

Happy Home

Et godt stykke længere mod vest i Nilgiris-bjergene ligger børnehjemmet Happy Home i byen Ooty. Det er endnu et fattigt område. Her er 127 børn med fadderskaber via Verdens Børn. Familien Nathaniel har drevet projektet lige fra starten i 1976. Stifterens søn, Isaac, er i dag drivkraften på projektet, og hans mor, Margaret, er officiel leder. Projektet er vokset betydeligt, og mange af børnene bor i dag på kollegier i tilknytning til deres skole eller uddannelsesinstitution, men en gang om måneden samles alle på Happy Home.

Under deres besøg mødte og fotograferede Per og Hanne samtlige børn og unge og hørte om deres familiebaggrund og uddannelsesforløb. De mødte også de nye børn, der trænger til et fadderskab.

To af de nye børn, Bhuvaneshwari og Janani. Deres far forlod familien og efterfølgende begik deres mor selvmord. De to piger bor nu sammen med en 4-årig lillebror hos deres fattige bedsteforældre og en oldemor

.Fokus er på børnenes tarv, og familien slipper ikke børnene og de unge, før de har gennemført en uddannelse. Hanne og Per fik lejlighed til at hilse på tre af de unge, der er blevet færdiguddannede, to med sygeplejerskeuddannelsen og en med den høje læreruddannelse. Langvarige fadderskaber er med til for alvor at ændre børnenes skæbne, så de kan tage vare på dem selv.

Sidste år fik Happy Home 20.000 kr. fra tipsmidlerne, som er brugt til 10 mobile vandrensningsanlæg, så flest mulige børn kan få rent drikkevand.

Forhåbentlig vil Verdens Børn være i stand til at hjælpe flere af de nye børn med fadderskaber. Den meget velfungerende måde, Happy Home drives på, kan kun give inspiration og motivation til støtte fra eksisterende og nye faddere og sponsorer. Verdens Børn har underskrevet endnu en 5-årig samarbejdsaftale.

Kan du lide artiklen?
Del den på Facebook
Del den på email
Skriv en kommentar
Scroll to Top